Frederiksberg: Undervisningsudvalget overskrider budget 

Budgettet for specialundervisning er overskredet med 3 mio. kroner. i Frederiksberg Kommune. To spareforslag har været til høring i Område-MED, men begge vil medføre kraftige forringelser. Vi opfordrer til, at overskridelsen i stedet dækkes af en særlig afsat pulje.
Penge og lommeregner. flere kommuner genåbner deres budgetter for 2022 for at spare yderligere

På bare tre måneder har undervisningsudvalget i Frederiksberg Kommune overskredet sit budget med 3 mio. kroner. Altså en million pr. måned. Og så er de hidtidige udgifter for 2023 ikke engang regnet med endnu. Det er dybt bekymrende, at kommunen igen i år ikke har formået at lægge et tilstrækkeligt realistisk budget. 

Budgetoverskridelsen er sket på specialundervisningsområdet, og skal findes indenfor undervisningsudvalgets rammebudget, men får umiddelbart ikke konsekvenser for fritidsområdet. 
 

Lad være med at sende regningen videre til børnene 
Forvaltningen har foreslået to modeller, der hver især består af flere spareforslag. Processen for høring foregik i OmrådeMED den 20. februar, hvor Durita Krossteig í Dali, fællestillidsrepræsentant på Frederiksberg, deltog og medbragte BUPL Hovedstadens kommentarer til besparelsesforslagene. 

Model 1 Indeholder forslag om at hæve allerede vedtagne rammebesparelse, inddrage skolernes decentrale opsparing fra 2022 og spare på SSP-pulje. 

Model 2 indeholder forslag om at inddrage skolernes decentrale opsparing fra 2022, spare på SSP og ændring i holdstørrelse på Spor 1 på Skolen ved Nordens Plads samt på specialklasserækkerne X- og C-spor, samt reduktion af pædagogstillinger til udskoling på Spor 2 på Skolen ved Nordens Plads

Begge sparemodeller vil voldsomt forringe muligheden for at give børnene den rette støtte og omsorg, og BUPL Hovedstaden kan hverken af hensyn til børnene eller vores medlemmer bakke op om nogen af forslagene. 

Vi har i stedet argumenteret mod begge forslag og skitseret konsekvenser for model 1 og model 2. Vi mener bl.a. at rammebesparelser skal holdes helt ude af forslagene, da det vil betyde en lokal udmøntning af ansvaret for besparelser. Det bliver derved sværere for politikerne at vide, hvilke konsekvenser besparelsen får – og hvilke serviceforringelser, de skal stå på mål for. Besparelserne risikerer at blive usynlige for politikerne, og beslutningerne mindre gennemsigtige for borgere. Dertil fralægger kommunens sit eget ansvar og videregiver det til i forvejen pressede ledere. 

BUPL Hovedstaden har opfordret til at nedlægge de to sparemodeller og i stedet dække merforbruget på specialundervisningsområdet med midler fra kommunens samlede pulje for uforudsete udgifter på 40 mio. kroner. Alternativet er, at børnene i sidste ende betaler prisen. 

Den 6. marts behandles sparemodellerne i undervisningsudvalget, inden kommununalbestyrelsen træffer endelig beslutning den. 20. marts. 

Har du spørgsmål eller kommentarer til sagen, er du velkommen til at kontakte Mia eller Durita. 
Mia Skou Jørgensen, kommuneansvarlig for Frb.: 61 62 10 67 / msk@bupl.dk
Durita Korssteig í Dali, FTR på Frederiksberg: 22 51 81 39 / dui@bupl.dk 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.