Dragør øger sin pædagogandel massivt med målrettet indsats

Dragør Kommune er i gang med en langstrakt investering og plan for at hæve deres pædagogandel. Den seneste status fra kommunen viser, at Dragør når sit mål om en pædagogandel på 60 pct. i 2028. Det er imponerende - særligt set i lyset af, at Dragør indtil nu har haft en af landets laveste pædagognormeringer kun overgået af Læsø ifølge BUPLs årlige opgørelse. BUPLs tal er fra 2022/2023, da de bygger på data fra Danmarks statistik, der kigger bagud. Opgørelsen er derfor ikke længere retvisende, for den aktuelle situation i kommunen er heldigvis mere positiv end, hvad man læse ud af de tilgængelige tal.
Helt konkret har Dragør indgået forskellige lokale aftaler med BUPL Hovedstaden, der sikrer bedre vilkår for Dragørs pædagoger. Samtidigt har Dragør Kommune lavet aftale med Københavns Professionshøjskole og besluttet at dække udgifterne til, at kommunens institutioner kan sende deres medhjælpere og assistenter på merituddannelsen til pædagog, hvis de ønsker det. De første otte meritstuderende begyndte på online merituddannelse i august 2024, og de næste otte er klar til at begynde i år, hvis de bliver optaget. Det betyder, at der i 2028 er 16 pædagoger mere i kommunen. Det lyder måske ikke af meget, men når man er en landets mindste kommuner, så kan det i den grad mærkes. Tager man udgangspunkt i kommunens sammensætning af ansatte pt., vil det betyde en fremgang af pædagogandel fra ca. 40 til 60 pct. på bare tre år.
”Vi kærer os om den pædagogiske kvalitet i Dragør, og der er ingen tvivl om, at det bygger på et godt pædagogfagligt fundament. Derfor er vi også glade for vores samarbejde med BUPL Hovedstaden omkring nye politiske aftaler og intern uddannelse af personale, der løfter Dragør til et højt niveau til gavn for vores børn, forældre og pædagoger,” siger Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup.
Det er forbilledligt, at Dragør kommune tager så stort et politisk ansvar og gør brug af de muligheder, der faktisk er for lokalt at opnormere pædagogandel og kvalitet
Henriette Brockdorff, formand i BUPL Hovedstaden
Fokus på kvalitet, rekruttering og fastholdelse i aftaler
I 2023 iværksatte Dragør Kommune indsatsen for at skaffe flere pædagoger til kommunen. I processen har der været tæt dialog med pædagogernes fagforening, BUPL Hovedstaden.
”Vi har de senere år haft en god og åben dialog med Dragør Kommune om deres lave pædagogandel, og de konsekvenser det kan have for den pædagogiske kvalitet samt kommunens mulighed for at tiltrække flere nye og fastholde erfarne pædagoger. Det er forbilledligt, at Dragør kommune tager så stort et politisk ansvar og gør brug af de muligheder, der faktisk er for lokalt at opnormere pædagogandel og kvalitet,” fortæller Henriette Brockdorff, formand i BUPL Hovedstaden. Hun understreger samtidig, at Dragørs indsats ikke kan stå alene og fortsat skal bakkes op af tiltag fra Christiansborg.
Foruden finansiering af merituddannelse indgik Dragør Kommune i 2024 lokale aftaler med BUPL Hovedstaden om løn og arbejdstid - alt sammen for højne pædagogernes vilkår og normering i kommunen samt sikre pædagogisk kvalitet for borgerne.
Det har man gjort i Dragør
Sammen med BUPL Hovedstaden og Københavns Professionshøjskole har Dragør Kommune lavet aftaler, der positivt bidrager til en bedre pædagogandel i kommunen herunder:
- Arbejdstidsaftale
- Lønaftaler
- Optag på merituddannelse