Nyt fra kontoret d. 22. september 2023

Vi står midt i en spændende, nærmest historisk tid.

Statens økonomiske råderum bugner, der loves skattelettelser til de rige og alligevel skal der spares på velfærden i langt de fleste kommuner i Danmark. Det giver IKKE mening, det virker så FORKERT! Men det er den virkelighed vi står i. Det ligger pres på os alle og betyder at der er brug for at vi ALLE tager bladet fra munden og giver udtryk for hvordan det påvirker os hver især. 

Dette så vi tydeligt i går i forbindelse med 1. behandlingen af kommunens budget. Her var der dukket en stor gruppe borgere op, som viste deres bekymring og utilfredshed med forslaget om at spare på skoleområdet, som blandt andet kan betyde en skolesammenlægning i Rønne.

Der er behov for at helt almindelige borgere tager bladet fra munden og fortæller hvilke bekymringer de går med i forhold til disse beslutninger. BUPL Bornholm var til stede i byrådssalen før, under og efter 1. behandlingen og der er ingen tvivl om at der var INGEN af politikerne som syntes det havde været nemme forhandlinger. Det fleste sagde direkte at de havde forsøgt at holde vores område frit for besparelser i det omfang de fandt det muligt. 

Om det så lykkedes, kan vi så her efterfølgende drøfte med dem. Faktum er at selv den mindste besparelse på vores område får store konsekvenser for børn og unge. Samtidig er det altid dem som allerede er udfordret, der rammes hårdest af selv de mindste besparelser. Vi har sammen med lærerne og vores tillidsvalgte på skolerne været ude med en bekymringsskrivelse. Derudover har vi været i kontakt med langt de fleste politikker om hvad det vil betyde og hvordan vi forventer at de tager sig af de berørte, hvis forslagene stemmes hjem i forbindelse med 2. behandlingen. 

Med fare for at modsige mig selv, så bortset fra skoleområdet, så kunne det være gået langt værre og i forhold til dagtilbud, så ser det overordnet ud til at der sammenlagt bliver tilført flere midler. Så tingene er ikke sort/hvide og vi holder hele tiden øje med hvad der ændrer sig og hvordan det får indflydelse på vores område. Samtidig er vi i tæt kontakt med medierne. 

 

I har selv i mange år givet udtryk for at vores lønniveau er alt for lavt og vi er helt enige. Derfor kæmper BUPL også altid for at løfte lønniveauet. Hvis i går ind HER på vores hjemmeside, så kan I læse meget mere omkring hvad BUPL har gjort og fortsat gør. Der er nogle ret interessante artikler og små film som også kan deles på de sociale medier. Og det vil jeg godt opfordre jer til at gøre i stor stil fra nu af og frem til Trepartsaftalen om Løn er færdig med sit arbejde. Treparten går i gang i næste uge og vi er så heldige at vores formand Elisa Rimpler har fået en plads ved bordet. 

Os pædagoger er allerede blevet udpeget i medierne som en af de grupper der skal have en del af de 3 milliarder som de kan fordele og det er vi rigtig glade for. Samtidig er der blevet italesat et beløb på 2500 kr. om måneden, det er mange penge, men er det nok? Det og mange andre spørgsmål skal nu afklares og det bliver det inden for rammen af Treparten. Det vil sige at de ting der har været ude i pressen, kan og vil formentlig ændre sig.

VIGTIGT: Først når Treparten er slut ved vi reelt hvor meget vi får, hvordan eventuelle midler udmøntes og over hvor lang tid der går før de er fuldt udmøntet.

Det er derfor vigtigt nu, er at vi alle hjælper hinanden med at være massivt til stede på de sociale medier omkring hvad en øget løn kan gøre for vores rekrutteringsproblematik. Sidder der en eller flere derude som er god til at formulere sig skriftligt eller kreativt på anden måde, så lav gerne læserbreve eller happenings mv. 

Så springer vi til noget helt andet. Kurser og efteruddannelse – hvordan ser det ud hos jer? Bliver det stadig udbudt i samme omfang som tidligere og hvordan er jeres vilkår for at tage af sted? Det kunne vi godt tænke os noget mere viden om og derfor har vi i samarbejde med foreningen Dansk Skoleskak lavet en digital undersøgelse af emnet kurser og uddannelse. Det tager ca. 8 minutter og I har mulighed for at vinde kage til jeres institution. Så del gerne undersøgelsen med jeres bornholmske kollegaer og samtidig hjælper I os med lidt viden om jeres vilkår. https://surveys.enalyzer.com?pid=ra2sa3bd

 

Et andet emne vi fortsat kan høre fylder en del, er PAUSER og lad os nu slå det fast en gang for alle.

 ALLE har ret til pause uanset arbejdsdagens længde!!! 

Det kan dog være en god ide at i lokalt på arbejdspladserne tager en snak om jeres pausekultur. Der vil være steder hvor man tænker at det bare spiller og andre steder hvor man føler at det kniber gevaldigt. Uanset hvilken situation I står i, så er det en god ide at tage det op og gerne som et punkt på et personalemøde. Jeg ligger HER  et link til vores hjemmeside hvor I kan finde flere oplysninger og redskaber til at sætte det på dagsordenen og arbejde med det.

Undertegnede kommer gerne ud og deltager på disse møder, både omkring pauser eller andre spørgsmål som fylder. Så kontakt gerne kontoret for en aftale.

Vores hjemmeside udfordrer os i øjeblikket i forhold til at ligge arrangementer op, så hold ekstra øje med vores Facebookside – jeg vedhæfter, her i mailen, et dokument med et arrangement, men der er flere undervejs.

Med disse ord vil jeg blot ønske jer alle en dejlig weekend

 

M.v.h. Henrik Kofoed Hansen

                        Formand for BUPL Bornholm

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.