Vi har brug for dig: 3 gode grunde til at blive ledertillidsrepræsentant

Er du bevidst om, hvordan din fagforening arbejder for dig som leder? Og vil du medvirke til at gøre ledernes stemme stærkere i BUPL? Så er det nu, du kan melde dig som ledertillidsrepræsentant i BUPL Sydjylland.
LTR-gruppen i BUPL Sydjylland
De fire nuværende LTR'er i BUPL Sydjylland. Fra venstre Monika Hansen, Kirsten Hummelgaard, Morten Biel og Ditte Andersen.

I BUPL vil vi gerne styrke varetagelsen af ledernes arbejdsvilkår, og i den forbindelse har vi i BUPL Sydjylland et stort ønske: Flere ledertillidsrepræsentanter (LTR). 

”LTR’erne er dem, der er tættest på deres lederkolleger i hverdagen, og derfor kan de bære ledernes stemme ind i BUPL. Det er helt afgørende for, at vi kan hjælpe og støtte vores ledermedlemmer bedst muligt – fx når det gælder løn, psykisk arbejdsmiljø og vilkår for pædagogfaglig ledelse,” siger formand for BUPL Sydjylland Ulla Koustrup.

”Lige nu har vi fire dygtige og engagerede LTR’er i BUPL Sydjylland, og vi vil rigtig gerne have flere. Allerhelst en i hver kommune.”

Lederne er en overset gruppe

De fire nuværende LTR’er deler ønsket om flere ledertillidsrepræsentanter, og de er meget enige i, at der ligger en opgave i at løfte og styrke ledernes stemme i fagforeningen.

”Da jeg meldte mig som LTR, var det faktisk, fordi jeg selv manglede en at sparre med omkring lederrollen. FTR er jo ikke ledernes repræsentant, så jeg manglede simpelthen én, der kunne løfte vores stemme ind i fagforeningen. Og jeg har ikke fortrudt, at jeg påtog mig rollen. Jeg synes, det er megaspændende,” siger LTR i Haderslev Kommune Ditte Andersen, der er den nyeste af de fire LTR’er.

"Det var en af grundene til, at jeg blev LTR - for at få mulighed for at gøre ledernes stemme i fagforeningen stærkere.”

Monika Hansen har været LTR i Esbjerg Kommune i to år, og hun er meget enig.

”Meget af det, der kommer fra BUPL, handler om pædagoger. Jeg synes, lederne er en overset gruppe, og det var en af grundene til, at jeg blev LTR - for at få mulighed for at gøre ledernes stemme i fagforeningen stærkere.”

Rollen som LTR

Som ledertillidsrepræsentant er dine tre vigtigste opgaver:

  1. Du støtter op om gode arbejdsforhold

    Som ledertillidsrepræsentant (LTR) har du samme opgave som andre tillidsrepræsentanter - nemlig at fremme og vedligeholde gode og rolige arbejdsforhold.

  2. Du er talsperson og bindeled

    Du er talsperson for dine lederkolleger og bindeled mellem lederne, forvaltningen og BUPL. Du kan fx gå i dialog med forvaltningen og være den, der taler ledernes sag over for arbejdsgiverne. Du kan også styrke ledernes stemme i fagforeningen ved at bringe viden frem og tilbage om fx løn, arbejdsvilkår og trivsel.

  3. Du repræsenterer den samlede ledergruppe

    Som LTR varetager du ikke personsager, men fungerer udelukkende som talsmand for dine lederkolleger som samlet gruppe. 

Praktisk info:

Rollen som LTR kræver ikke en særlig baggrund eller viden om fagforenings- og forvaltningsspørgsmål. Det vigtigste er, at du er motiveret for opgaven. BUPL står for LTR-uddannelse, og du får et tæt samarbejde med den faglige sekretær, der er tilknyttet din kommune. Du bliver desuden en del af BUPL's LTR-netværk. 

Opgaven som LTR foregår inden for din normale arbejdstid.

Som LTR er du omfattet af tillidsmandsbeskyttelse.

Læs mere her: Ledertillidsrepræsentant (LTR)

Indflydelse giver motivation

Udover at være bindeled mellem lederkolleger og fagforening har LTR’erne også en vigtig rolle i forhold til forvaltningen. Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvordan LTR-rollen fungerer, men fx har Kirsten Hummelgaard, der er LTR i Fredericia Kommune, faste møder med dagtilbudschefen.

”Vi har en meget konstruktiv dialog, og som et helt konkret eksempel har jeg medvirket til, at vi har fået lavet funktionsbeskrivelser for de pædagogiske ledere i dagtilbud. Det er et samarbejde, der betyder noget i hverdagen,” siger Kirsten Hummelgaard og bakkes op af Morten Biel, der er LTR i Tønder Kommune.

”Som LTR er vi ledernes stemme i forhold til kommunen. Jeg kan bringe viden fra hverdagen ind i forvaltningen - simpelthen give dem en forståelse for praksis, og hvad der sker helt ude på grøn stue. Og jeg kan bidrage med ledernes ønsker og forslag til, hvordan vi kan gøre ting smartere for at få hverdagen til at fungere bedre,” siger Morten Biel og fortsætter:

”Det motiverer mig rigtig meget, at jeg ved, hvad der rører sig i forvaltningen og har mulighed for at påvirke processer og beslutninger, der faktisk gør en forskel for lederne.”

Jeg kan bringe viden fra hverdagen ind i forvaltningen - simpelthen give dem en forståelse for praksis, og hvad der sker helt ude på grøn stue.

LTR’erne fremhæver den gode tone, der er i dialogen med kommunerne.

”Jeg sagde fra begyndelsen, at jeg ikke er ude på at problematisere tingene. Tværtimod. Det handler om at udvide samarbejdet og være konstruktiv. Og det gør en enorm forskel og styrker samarbejdet,” siger Ditte Andersen.

3 gode grunde til at bliver LTR

I samarbejde med vores fire nuværende ledertillidsrepræsentanter har vi samlet tre gode grunde til, hvorfor du skal tage springet og blive LTR:

  1. Du er med til at styrke ledernes stemme i BUPL  

    Synes du, ledernes rammer og vilkår fylder for lidt i BUPL Sydjylland? Som LTR har du mulighed for at gøre ledernes stemme stærkere i fagforeningen. Som talsperson for dine lederkolleger kan du give fagforeningen konkret viden om, hvad der rører sig på lederområdet i din kommune, og hvilke udfordringer I har. Du kan også trække på fagforeningen og arrangere ledermøder i din kommune, fx i forhold til lønforhandlinger eller trivselsspørgsmål.

  2. Du kommer tættere på beslutningerne 

    I de fleste kommuner er LTR ledernes stemme ind i forvaltningen. Som LTR får du indblik i processer og strukturer på forvaltningsniveau, og – vigtigst af alt – du får mulighed for at påvirke beslutninger, der har betydning for din og dine lederkollegers hverdag og praksis.

  3. Du udvikler dig som leder

    LTR-rollen giver dig mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt som leder, og du får et rum til at bruge dine kompetencer på en ny måde. Desuden bliver du del af et ledernetværk, hvor I kan sparre, udveksle erfaringer og inspirere hinanden på tværs af institutionstyper og kommunegrænser.

LTR-rollen giver også personlig udvikling

De fire LTR’er står sammen om at opfordre deres lederkolleger i de andre sydjyske kommuner til at prøve LTR-hvervet. 

”Det kræver ikke en masse forhåndsviden om fagforeninger og overenskomster osv. Hvis bare man er motiveret, skal man ikke tøve med at melde sig,” siger Monika Hansen.

Det er BUPL’s opgave at klæde nye LTR’er på og give dem en grunduddannelse i hvervet. Samtidig bliver man en del af LTR-netværket, hvor man kan sparre med hinanden, dele erfaringer og vende spørgsmål.

At være med i netværket beriger mig som leder, fordi jeg får viden om, hvordan man gør tingene andre steder.

”At være med i netværket beriger mig som leder, fordi jeg får viden om, hvordan man gør tingene andre steder. Vi kan bruge og inspirere hinanden, og vi deler både udfordringer og succeser,” siger Ditte Andersen.

”Ja, man kan sagtens tage opgaven for sin egen skyld. At være LTR er også en ny måde at bruge sig faglighed på. Det er en udfordring og en mulighed for at udvikle sig som leder på en ny bane,” supplerer Morten Biel.

Er LTR-hvervet (måske) noget for dig?

Er du blevet nysgerrig, og vil du gerne høre mere om rollen som LTR? Så har du nu flere muligheder.

  • Deltag på vores onlinemøde om rollen som LTR

    Det foregår onsdag 16. september kl. 14.00. Her fortæller vi i BUPL Sydjylland om opgaven som ledertillidsrepræsentant, og hvordan du evt kommer videre med forberedelse og valg. En eller flere af BUPL Sydjyllands nuværende LTR’er vil også være til stede på mødet. Der bliver masser af mulighed for at stille spørgsmål – og vi lover dig, at det er HELT uforpligtende at deltage. Tænk over det – du får en invitation til mødet efter sommerferien.

  • Spørg vores LTR’er

    Vores ledertillidsrepræsentanter står til rådighed, hvis du har spørgsmål eller gerne vil vende muligheder i forbindelse med LTR-opgaven. Send dem en mail – så vil de meget gerne snakke. Find dem under kontaktpersoner.

  • Kontakt BUPL Sydjylland

    Hvis du vil høre mere om LTR-opgaven og mulighederne i din kommune, er du meget velkommen til at kontakte BUPL Sydjylland. Kontaktperson er den faglige sekretær, der dækker din kommune, hvilket fremgår af hjemmesiden.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.