Nyt fra kontoret d. 8. februar 2024

Så blev det 2024 og januar

Kære alle sammen

Så blev det 2024 og januar, en af de allerlængste måneder, er vi allerede kommet igennem og nu lige om lidt, er vi midt i februar og mange af os har vinterferie. Mange kan måske nikke genkendende til at tiden går stærkt.

Januar har været præget af sygdom og personsager. På de indre linjer har vores organisation været præget af OK24 og det smitter også af lokalt. Således har vi i denne uge vores første møde om OK24 og sidst på måneden, den 21. februar, har vi et tilsvarende for dem som ikke havde mulighed her torsdag. 

Hvad ender forhandlingerne med? Får vi mere i lønposen, får vi nok? Hvilke andre emner forhandles der om og hvad betyder det at vi denne gang har en sammenkædning med de andre organisationer? Bliver der konflikt eller har vi 1. april en ny overenskomst? Alt dette og mere til vil vi forsøge at svare på i forbindelse med medlemsmøderne. Så tag en kollega under armen og meld jer til vores medlemsmøder på mail: bornholm@bupl.dk

Jeg vil her gøre opmærksom på at det er vigtigt med en høj stemmeprocent i forbindelse med overenskomsten og på lige fod med andre år, vil vi igangsætte en konkurrence med kager til de arbejdspladser som opnår høj stemmeprocent.  

Her kommer vores nye app, BUPL´s samarbejdsportal til at spille en stor rolle, så skynd jer at downloade den. (Læse mere om Samarbejdsportalen her ) Her har I mulighed for at modtage beskeder fra jeres tillidsrepræsentant og I kan kontakte dem. Denne app vil fremadrettet komme til at spille en større rolle i kommunikationen mellem jer og jeres tillidsrepræsentanter. Og skulle det komme til en konflikt i forbindelse med overenskomsten, så bliver den nærmest uundværlig.

I januar kom der et nyt hold pædagoger ud fra vores lokale campus – stort tillykke med uddannelsen til dem og os andre. Vi har brug for dem.

Det spiller selvfølgelig ikke særlig godt ind i det faktum at kommunen har meddelt at de har ansættelsesstop fra nu og det meste af året. Det er dybt bekymrende og selvom vi har mange private institutioner og skoler, så løser det ikke udfordringen for de nyuddannede. Vi står lokalt over for at en stor del af de bornholmske pædagoger kan gå på pension inden for en kort årrække og derfor har vi ikke råd til at for mange af de nye flytter fra øen, hvilket er en reel risiko, hvis de ikke kan få job her på øen. Bestyrelsen har derfor sendt et bekymringsbrev til kommunalbestyrelsen og de lokale medier. Inde på vores facebookside vil I ligeledes senere fredag kunne læse det selv.

Januar 2024 blev også året hvor vi gik sammen med tre andre BUPL-fagforeninger om forbedret telefonrådgivning. Vi er overbevist om at det er en højnelse af vores service til jer. Så tag godt imod de søde rådgivere mm som tager telefonen når I ringer ind.

Den 20. februar er BUPL Bornholm, sammen med Socialpædagogerne Bornholm og pædagoguddannelsen værter for en Vidensdag ude på Campus Bornholm med titlen Håb og Handling. Det er en dag vi ser frem til med spænding. Det bliver en rigtig god dag og jeg håber at rigtig mange af jer har tilmeldt sig. 

Af andre kommende arrangementer, vil jeg minde om PBU’s pensions arrangement på GSH den 4. marts. I kan tilmelde jer via www.PBU.dk

 

Her til sidst vil jeg orientere om at kontoret er lukket for fremmøde i vinterferien, medmindre man har lavet en aftale. Telefonen vil dog stadig være åbent fra kl. 9-12 

 

Må i alle have en skøn weekend og fantastisk ferie til de heldige

 

M.v.h. Henrik Kofoed Hansen

                        Formand for BUPL Bornholm

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.