Ny FTR i Esbjerg
Alder: 37 år.
Baggrund: Kommer fra en stilling som pædagog på Linje S på Signaturskolen i Esbjerg, har været tillidsrepræsentant siden januar 2022 og har i øvrigt cirka 10 års erfaring fra skoleverdenen.
Privat: Bor i Esbjerg, gift med Katrine, far til tre børn.
Hvorfor valgte du at stille op som FTR?
At være pædagog har altid været dybt meningsskabende for mig. I alle de år jeg har været pædagog, er jeg vågnet op hver evig eneste morgen med lyst til at gå på arbejde, og det er netop fordi, arbejdet som pædagog giver så meget mening. I mit tidligere job opdagede jeg, at jeg havde et stort engagement, når det kom til at diskutere løn, arbejdsvilkår, ledelse osv. Jeg synes, det er drønspændende. Derfor tænker jeg, at det også vil give mening for mig at være med til at skabe de gode rammer for det pædagogiske arbejde.
Er der områder, du brænder særligt for?
Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik højnet synet på den pædagogiske faglighed. Jeg kommer fra Roskilde, og der var klubpædagogikken en bærende søjle. Derudover vil jeg gerne have styrket dialogen mellem den nære ledelse og medarbejderne lokalt. Hvis medarbejderne skal føle sig værdsat, så skal den lokale leder have mulighed for og beføjelser til at kunne anerkende og gå i dialog med medarbejderne. Det gælder både i forhold til lønforhandlinger og arbejdsvilkår, men også bare mindre ting, som det giver mening at løse på en anden måde lokalt. Skoler og institutioner er ikke ens, så der skal være mulighed for et gøre tingene forskelligt - og det skal vi have indflydelse på.
Hvad laver du, når du har fri?
Jeg er et meget stort familiemenneske. Jeg har tre små børn, så de fylder naturligvis. Ellers elsker jeg naturen, jeg kan lide at vandre og samle spiselige planter og svampe. Jeg er også en stor musiknørd og hører alt slags musik. Alt simpelthen.
Har du et 'fun fact', du vil dele om dig selv?
Tjah, jeg plejer at sige, at jeg er et vedvarende integrationsprojekt i Vestjylland. Selv om Danmark er et lille land, så er der bare nogle kulturelle forskelle. Og Esbjerg er altså helt sin egen. Så folk må bære over med mig på det område.