Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen er ny formand for BUPL Sydjylland

Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen blev torsdag 1. oktober valgt som ny formand for pædagogernes fagforening i Sydjylland. Hun overtager dermed posten fra Ulla Koustrup, som havde valgt ikke at genopstille som formand.
Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen bliver valgt som ny formand i BUPL Sydjylland

Godt 100 sydjyske pædagoger deltog torsdag aften i BUPL Sydjyllands generalforsamling, og de valgte den siddende næstformand Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen som ny formand for fagforeningen.

”Jeg er meget glad og dybt taknemmelig for det mandat, medlemmerne har givet mig. Det er en tillidserklæring, som jeg selvfølgelig vil gøre mig stor umage for at leve op til,” siger Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen.

Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen holder tale på generalforsamling

BUPL Sydjylland skal være tydeligere på landkortet

Den nye formand er først og fremmest optaget af, at BUPL Sydjylland skal være tydeligere på landkortet.

”Vi skal simpelthen stå stærkere som fagforening. Vi skal tale medlemmernes sag – både lokalt og centralt, og vi skal ikke være til at komme udenom, fx når man laver aftaler i kommunerne. Jeg vil desuden arbejde for, at vi får flere aktive medlemmer, så vi også ad den vej får en stærkere stemme,” siger Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen.

BUPL Sydjyllands nye formand har stor erfaring med det fagpolitiske arbejde, Hun kommer fra posten som næstformand, som hun har haft siden 2022, og før det var Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen faglig sekretær i otte år. Hun har desuden været fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Kolding Kommune og menigt medlem af bestyrelsen.

Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen holder tale på generalforsamling

Faget skal løftes med stolthed

Udover øget tydelighed og stærkt medlemsengagement er fastholdelse og rekrutting blandt Mette Tolstrup Ringstrøm Andersens mærkesager.

”Der er virkelig brug for pædagoger – både når vi snakker minimumsnormeringer og styrket faglighed, Derfor skal vi skabe nogle vilkår og arbejde for en løn, der gør, at man har lyst til at være og blive pædagog. Det er helt grundlæggende,” siger Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen.

”Og her vil jeg gerne tilføje, at selv om der er meget, vi gerne vil forbedre – så er der altså også meget, som er godt. Vi skal være stolte af vores fag, og vi skal turde vise vores stolthed og tale om alt det, vi gør godt. Det vil være med til at løfte vores fag, og det er både nødvendigt og fortjent.” 

Med valget som formand afløser Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen den tidligere formand gennem fire år Ulla Koustrup. Hun havde valgt ikke at genopstille til formandsposten, men stillede i stedet op – og blev valgt – som faglig sekretær.

Læs også: Generalforsamling 2026: Ny bestyrelse på plads

Ulla Koustrup på BUPL Sydjyllands generalforsamling

Politisk ledelse i BUPL Sydjylland

Efter generalforsamlingen ser den daglige politiske ledelse i BUPL Sydjylland sådan ud:

Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen, formand og medlem af hovedbestyrelsen

Lasse Porsgaard Birkelund, næstformand og medlem af hovedbestyrelsen

Merete Wittrup Lauesen, kasserer, faglig sekretær og suppleant til hovedbestyrelsen

Michael Juul Thorup, faglig sekretær og suppleant til hovedbestyrelsen

Ulla Koustrup, faglig sekretær.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.