Debat: Er normeringer ”på vippen” virkelig godt nok?

På papiret balancerer kommunen kun lige på vippen, fordi man har valgt at tælle ledere og sygemeldte pædagoger med i ligningen. Sådan skriver faglig sekretær Lasse Porsgaard Birkelund i et læserbrev, efter at Kolding Kommune har indgået budgetforlig.
Lasse Porsgaard Birkelund

Læserbrev bragt i JydskeVestkysten Kolding 19. september 2023:

Er normeringer ”på vippen” virkelig godt nok?

Begrænset begejstret. Sådan lyder overskriften på et debatindlæg fra formanden for Børn- og Uddannelsesudvalget i Kolding Kommune, efter at byrådet har indgået et budgetforlig, der i den grad rammer kommunens børn negativt. På den baggrund har jeg svært ved at finde plads til begejstring i nogen som helst grad. Faktisk tværtimod.

I debatindlægget skriver formanden selv: ”Vi er ikke nået i mål med at styrke minimumsnormeringer (vi overholder selvfølgelig lovgivningen, men ligger på vippen).” 

Det undrer os meget i BUPL Sydjylland, at Kolding Kommune ikke kan nå i mål med at styrke minimumsnormeringerne, når kommunen har modtaget et bloktilskud fra staten på 26,7 millioner kroner til netop minimumsnormeringer. Kommunen har dog valgt kun at udmønte 16 millioner på børnepasning – de øvrige godt ti millioner kroner bliver tilsyneladende brugt på.. ja, noget andet i hvert fald.

Den faktiske normering er presset i bund

Det kunne man så måske forstå, hvis Kolding Kommune havde de mest fantastiske normeringer i landet. Men det er desværre langt fra tilfældet. På papiret balancerer kommunen kun lige på vippen, fordi man har valgt at tælle ledere og sygemeldte pædagoger med i ligningen. Desuden skal man huske, at der er et stykke vej fra regnearket på et stykke papir til virkeligheden ude i institutionerne. 

Den faktiske normering – den pædagogerne og især børnene oplever i hverdagen – ser nemlig ganske anderledes ud. I Kolding Kommune har pædagoger i ca. 20 institutioner over flere dage ført logbog for, præcis hvor mange børn og voksne der var på stuen på eksakte tidspunkter af dagen. Optegnelserne viser fx, at klokken otte om morgenen var der i adskillige børnehaver stuer med 18 børn og én voksen. Den lader vi stå et øjeblik – én voksen til 18 børn! 

Det er naturligvis muligt, at en kollega ville møde ind kl. 8.15, men hvis der i tidsrummet fra klokken 8 fx var et barn, der slog sig og skulle trøstes, et andet barn der havde brug for hjælp på toilettet, et tredje barn der var ved at starte en slåskamp og et fjerde barn, der havde svært ved at sige farvel til sin mor – ja, så var der altså lige præcis én voksen til at klare den opgave.

Læserbrev

Markant stigende mistrivsel blandt børn og unge

I en tid hvor adskillige nøgletal peger på en markant stigende mistrivsel blandt børn og unge, og hvor man ved, at den tidlige indsats er altafgørende for, at vores børn kommer til at trives og udvikle sig, så undrer vi os i BUPL Sydjylland meget over, at politikerne i Kolding Kommune vil stå på mål for en normering, der ”ligger på vippen”. Det er simpelthen ikke godt nok, når det handler om vores børn og deres fremtid.

Debatindlægget er desuden blevet bragt i netmedierne frdb.dk (Fredericia Dagblad), vafo.dk (Vejle Amts Folkeblad), Fyens.dk og Ugeavisen-kolding.dk.

Er normeringer "på vippen" virkelig godt nok?

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.