Budgetforlig i Jammerbugt: En vigtig sejr for fritidspædagogikken
For BUPL er der særligt én positiv nyhed:
Den foreslåede besparelse på normeringerne i SFO'erne er fjernet.
Det betyder, at politikerne har valgt ikke at gennemføre en reduktion af medarbejderressourcerne i SFO'erne. Det er vigtigt for kvaliteten i fritidstilbuddene og for de fællesskaber, som mange børn er en del af hver dag.
Besparelserne er ikke væk
Selvom en af de mest bekymrende besparelser blev taget af bordet, indeholder budgetforliget fortsat ændringer, som vil kunne mærkes på området.
Der lægges blandt andet op til:
- Højere forældrebetaling i SFO.
- Ændringer i ledelsesstrukturen på SFO-området.
- Besparelser på ungdomsskolens klubtilbud og aktiviteter.
- Reducerede ressourcer til specialtilbud på skole- og SFO-området.
- Reduktion af ressourcer til tosprogsområdet.
Samtidig skal Børnehuset Bugten lukkes.
Fokus på de større børns fællesskaber
Et interessant spor i budgetaftalen er, at politikerne ønsker at undersøge mulighederne for et SFO2- eller klubtilbud for børn fra 4. klasse.
I aftalen fremhæves fritidslivets betydning for børns trivsel, udvikling og fællesskaber. Det ligger godt i tråd med det budskab, som BUPL længe har arbejdet for: At stærke fritidspædagogiske tilbud gør en forskel for børn og unge.
Vi ser derfor positivt på, at kommunen vil undersøge, hvordan flere børn kan få adgang til trygge fællesskaber og meningsfulde fritidstilbud.
Tak fordi I blandede jer
Budgetforliget er resultatet af de prioriteringer, politikerne har truffet. Men de beslutninger bliver ikke taget i et tomrum.
Gennem høringssvar, dialoger, opslag på sociale medier og opbakning til de tillidsvalgte har mange pædagoger, ledere, tillidsrepræsentanter, fællestillidsrepræsentanten og BUPL været med til at sætte fokus på konsekvenserne af de foreslåede besparelser.
Vi kan naturligvis ikke sige præcis, hvad der har flyttet hvilke beslutninger. Men vi tør godt tro på, at de mange faglige stemmer har gjort indtryk. Når alle kommunens politikere har arbejdet med budgettet, er det svært at forestille sig, at de ikke også har mødt argumenter og perspektiver fra pædagoger undervejs.
Det gælder både medlemmer ansat i kommunen og på private arbejdspladser, som på hver deres måde har bakket op om arbejdet for gode vilkår for børn, unge og pædagoger.
Derfor skal der lyde en stor tak til alle, der har bidraget. Sammen har vi været med til at sætte børn, unge og pædagogisk kvalitet på dagsordenen.
Tak for jeres engagement. Sammen er vi stærkest.
Hvad sker der nu?
Budgettet skal 2. behandles og vedtages i kommunalbestyrelsen den 8. oktober. Da samtlige partier i kommunalbestyrelsen står bag budgetforliget, forventes det, at budgettet vedtages uden væsentlige ændringer.
BUPL følger naturligvis processen tæt og vil fortsat arbejde for, at investeringer i børn, unge og pædagogisk kvalitet også bliver en prioritet i de kommende års budgetter.
Venlig hilsen
Kristian Kold
BUPL Nordjylland