Budgetforlig i Hjørring: Børneområdet undgår de værste besparelser, men udfordringerne fortsætter

Et flertal i Hjørring Byråd har indgået budgetforlig for 2027-2030. Aftalen er indgået i en tid, hvor kommunen står over for store demografiske udfordringer og et behov for at skabe økonomisk balance.
Gynge
Institutionerne står fortsat over for store opgaver: stigende krav til kvalitet, inklusion, tidlig indsats og arbejdet med børns trivsel.

Et flertal bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti har indgået budgetforlig for 2027-2030. 

Fra BUPL Nordjyllands side hæfter vi os især ved, at forligspartierne har valgt at reducere besparelserne på børneområdet i forhold til de oprindelige forslag. Det er positivt, fordi dagtilbud, fritidstilbud og de specialpædagogiske indsatser allerede mange steder arbejder under et betydeligt pres. Når besparelserne mindskes, giver det bedre muligheder for at fastholde kvaliteten i tilbuddene til børn og familier. Budgetforliget er samtidig et klart signal om, at Hjørring Kommune forbereder sig på en fremtid med færre børn. Forligspartierne peger på, at kommunen skal tilpasse tilbud, organisering, bygninger og serviceniveau til den demografiske udvikling. Der er samtidig lagt op til besparelser på samlet 155 mio. kr. frem mod periodens udløb for at genoprette den økonomiske balance. 

For pædagoger og ledere betyder det, at vi også i de kommende år må forvente diskussioner om strukturændringer, kapacitetstilpasninger og organiseringen af det pædagogiske område. Selvom de værste nedskæringer på børneområdet er reduceret, er der fortsat tale om et budget, hvor økonomien er stram. 

Vi anerkender, at politikerne har valgt at beskytte børneområdet mere, end de oprindelige budgetforslag lagde op til. Det er et vigtigt signal om, at børn og unges trivsel fortsat prioriteres. Samtidig er vi opmærksomme på, at færre besparelser ikke er det samme som flere ressourcer. Institutionerne står fortsat over for store opgaver: stigende krav til kvalitet, inklusion, tidlig indsats og arbejdet med børns trivsel.

Budgetforliget sætter retningen for de kommende fire år, men den konkrete betydning afhænger af, hvordan beslutningerne omsættes i praksis ude i daginstitutioner, specialtilbud og fritidspædagogiske tilbud. Besparelser bør aldrig ske på bekostning af kvaliteten i børns hverdag eller medarbejdernes arbejdsmiljø.

Har du spørgsmål eller oplever konsekvenser af budgetbeslutningerne på din arbejdsplads, hører vi gerne fra dig, og har du spørgsmål til nyhedsbrevet kontakt da undertegnede.

Kristian Tornby, faglig sekretær, BUPL Nordjylland

Mobil: 20334577 eller e-mail: kkt@bupl.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.