Budget 2027 i Thisted: Bekymringer om ledelse, normeringer og en lukket proces
Kære medlem
Budgetforhandlingerne i Thisted Kommune er i gang, og BUPL Nordjylland følger processen tæt.
Det er dog ikke nogen enkel opgave. Thisted Kommune har en budgetproces, hvor mulighederne for indsigt og dialog er mere begrænsede end i de fleste andre nordjyske kommuner.
Politikere mødes ganske vist løbende med både MED-udvalg og forældrebestyrelser, og den dialog er vigtig. Men når de konkrete budgetforslag først ligger på bordet, findes der ingen egentlig høringsproces på dagtilbuds- og skoleområdet. Hverken medarbejdere, forældrebestyrelser eller de faglige organisationer har mulighed for formelt at kommentere de forslag, som politikerne efterfølgende skal tage stilling til.
Det mener BUPL er problematisk. Store beslutninger om børn, dagtilbud og skoler bliver som regel bedre, når de kvalificeres af dem, der hver dag arbejder med børnene og efterfølgende skal omsætte beslutningerne til praksis.
Det betyder også, at vi fortsat mangler svar på en række vigtige spørgsmål. Men det, vi indtil videre har set, giver anledning til bekymring.
Færre ledere og større ledelsesområder
En af de mest markante ændringer i budgetmaterialet handler om ledelsen af dagtilbuddene.
Kommunen lægger op til en besparelse på 4,2 mio. kr. under overskriften "Overholdelse af minimumsnormeringer - tilpasning af ledelse". Materialet peger samtidig på en udvikling, hvor antallet af lederstillinger reduceres fra omkring 18-19 til 11.
BUPL's bekymring handler ikke om lederstillinger i sig selv. Den handler om kvaliteten i dagtilbuddene.
Ledelse er langt mere end administration. Det er faglig sparring, udvikling af den pædagogiske praksis, opfølgning på børn med særlige behov, forældresamarbejde, arbejdsmiljø, kompetenceudvikling og understøttelse af medarbejdernes faglighed.
Når færre ledere skal dække flere institutioner, bliver der mindre tid til disse opgaver. Ledelsesopgaverne forsvinder ikke, fordi lederstillinger gør. De skal fortsat løses, og risikoen er, at flere af dem lander hos pædagogerne. Det betyder mindre tid til kerneopgaven sammen med børnene.
Rejser budgettet flere spørgsmål end svar om minimumsnormeringer?
Kommunen afsætter 4,2 mio. kr. til minimumsnormeringer. Samtidig finansieres beløbet gennem besparelsen på ledelsesområdet.
Det rejser et naturligt spørgsmål: Tilføres der reelt flere ressourcer til området, eller sker der primært en omfordeling af eksisterende midler?
BUPL hæfter sig samtidig ved, at budgetmaterialet indeholder flere forslag vedrørende minimumsnormeringer og dagtilbudsområdet, som ikke er medtaget i budgetforslaget. Blandt de ikke-finansierede forslag findes blandt andet:
- Minimumsnormering frem til skolestart: 2,2 mio. kr.
- Overholdelse af minimumsnormeringer, ikke-finansieret behov: 3,8 mio. kr.
- Dagtilbud, forventet pasningsprocent fra 2027: 3,9 mio. kr.
Samlet peger disse forslag på et yderligere behov på knap 10 mio. kr. årligt på dagtilbudsområdet, som ikke er indeholdt i budgetforslaget.
Det efterlader BUPL med det klare indtryk, at udfordringen med minimumsnormeringerne ikke er løst gennem de 4,2 mio. kr., der indgår i budgetforslaget. Tværtimod peger kommunens eget budgetmateriale på, at der fortsat er et betydeligt finansieringsbehov på området.
BUPL har gennem flere år rejst spørgsmål om normeringerne i Thisted Kommune, og det materiale, vi har set indtil nu, gør os ikke mindre bekymrede for, om kommunen er på vej til at leve op til intentionerne bag loven om minimumsnormeringer.
Demografibesparelser følges tæt
Budgetmaterialet indeholder også demografireguleringer på skole- og dagtilbudsområdet.
BUPL anerkender, at færre børn naturligt kan føre til færre ressourcer. Vores bekymring bygger på erfaringerne fra tidligere år, hvor der ikke altid har været en tydelig sammenhæng mellem udviklingen i børnetallet og størrelsen på de gennemførte besparelser. Derfor følger vi også denne del af budgettet tæt.
Hvad sker der nu?
Budgettet behandles første gang i kommunalbestyrelsen den 15. september, hvorefter de politiske forhandlinger fortsætter frem mod den endelige vedtagelse i oktober.
BUPL Nordjylland følger processen så tæt, som det er muligt, og vi holder medlemmerne orienteret, når vi ved mere.
Med venlig hilsen
Kristian Abildgaard Kold
Faglig sekretær
BUPL Nordjylland