Budget 2027: Dagtilbud og DUS går fri, men får ikke flere ressourcer
Kære medlemmer.
Tirsdag aften ved 22-tiden blev der lavet aftale om Budget 2027 i Aalborg Kommune. 29 af de 31 byrådspolitikere står bag aftalen. Det eneste parti, der står udenfor, er LA.
På vores område blev det fastholdt, at der ikke sker besparelser – hverken på daginstitutioner eller DUS-ordninger. Der bliver til gengæld heller ikke tilført en eneste kommunal krone. De øremærkede midler til minimumsnormeringer, som kommunen har fået af Staten, tilføres. Men det er jo ikke byrådspolitikernes fortjeneste at Staten/Folketinget har afsat de penge.
Det ser noget anderledes ud på undervisningsområdet. Her tilføres der midler til Fokusklasserne og til almenklasserne (vistnok mere CO-teaching).
Vi er helt med på, at der i høj grad er brug for flere ressourcer i de Fokusklasser, der ved den nye organisering mistede mange ressourcer, selvom de fortsat har de samme børn og dermed den samme opgave.
Men vi undrer os over det (fortsatte) ensidige fokus, der er på undervisning, set i lyset af de mange, mange forringelser og besparelser, der er sket på DUS-ordningerne. Her er der i allerhøjeste grad brug for en genopretningsplan. Der er så meget brug for det, at det nok er urealistisk at tro, at det kan ske på en gang. Men at der ikke kan findes en eneste krone til at forbedre normeringen på DUS-ordningerne, er helt uforståeligt.
Besparelserne, der var lagt op til på Egebakken og Humlebakkeskolen, er helt fjernet – både de 5 millioner kroner til håndholdt indsats og de 2 millioner kroner til TUT-børn med brug for pædagogisk støtte frem for undervisning.
Vi bifalder fjernelsen af besparelsen på de 5 millioner kroner.
I forhold til besparelsen/mindreudgiften på de 2 millioner kroner, har vi forstået budgetforslaget sådan, at der er en gruppe børn på de to specialskoler, som ikke kan kapere fuldt skema, men har brug for pædagogisk støtte (pædagogarbejde) i stedet for undervisning - i nogle af timerne. Derfor blev det foreslået at indskrænke undervisningstiden og øge tiden til pædagogisk støtte tilsvarende. Af samme grund skulle der ikke være så mange lærere, men flere pædagoger. Vi synes faktisk det er et godt forslag, da vi mener, at de der er uddannet til opgaven, skal udføre den. Men nu er besparelsen/mindreudgiften fjernet.
Har I spørgsmål eller kommentarer så skriv endelig.
Tak for kampen:-) Da dette er mit sidste nyhedsbrev som jeres repræsentant, vil jeg sige tak for samarbejdet gennem de mange år. Det har været en ære og en glæde.
KH Lotte
Liselotte Thomsen - lth@bupl.dk
Formand BUPL Nordjylland