Louise kom tilbage til faget efter syv år

I en tid, hvor der er stor efterspørgsel på pædagoger, og hvor flere kommuner oplever decideret pædagogmangel, så er der for alvor brug for en stigning i antallet af pædagoger på arbejdsmarkedet – både i form af de nyuddannede pædagoger og de pædagoger, der helt eller delvist har forladt faget. Louise Bugge Moesgaard er én af de pædagoger, der er kommet tilbage.

Indtil for nyligt var Louise én af de 11.000 pædagoger, der har forladt professionen for at prøve sine kræfter af andre steder på arbejdsmarkedet. Efter syv års fravær er hun kommet tilbage til pædagogfaget – og tilbage på rette hylde, som hun selv formulerer det.

Familielivet kom i første række

Faktisk var Louise allerede havnet på rette hylde tidligere, men rollen som småbørnsmor betød, at hun måtte mærke efter, hvad hun og familien i virkeligheden havde brug for. ”Jeg stoppede ikke som vuggestuepædagog, fordi jeg ikke ønskede at være pædagog længere; bestemt ikke. Jeg havde en fantastisk arbejdsplads, gode kollegaer og et godt arbejdsmiljø. Derfor havde jeg også mange skrupler over at skulle stoppe. Men det gav ikke mening for mig, at jeg sendte mine egne børn ud for at blive passet af andre, mens jeg passede andres børn”, forklarer  Louise om sin prioritering af familielivet.

Én gang pædagog, altid pædagog

Foruden at passe sine børn arbejdede Louise også i forældrenes butik og som børnene blev ældre, fik Louise flere timer i butikken. Men tiden som pædagog var ikke glemt. ”Når nogen spurgte  mig, hvad jeg lavede, svarede jeg altid ’jeg arbejder i butik, men jeg er uddannet pædagog’. Jeg kunne godt mærke, at der var noget, der trak i mig – der var jo en grund til, at jeg uddannede mig om pædagog i sin tid – og de sidste par år, inden jeg tog beslutningen om at blive pædagog igen, var der flere gange, hvor jeg tænkte ’ej, skal jeg…’”.

Vendepunktet kom i 2021, hvor Louise fyldte 40. Hun havde lovet sig selv, at inden hun blev 40, skulle hun mærke efter, hvad det var, hun allerhelst ville med sit arbejdsliv. Og udfaldet kom ikke  ag på Louise selv:

”Da jeg først mærkede rigtig efter, så var jeg ikke i tvivl. Jeg var pædagog – jeg er pædagog – og jeg savnede det helt vildt meget. Jeg savnede det livsbekræftende i at arbejde  med børn og jeg savnede i høj grad at bruge min faglighed”.

Tvivlen blev gjort til skamme

For Louise var der ikke langt fra ord til handling; hun stoppede sit arbejde i butikken og begyndte at søge pædagogstillinger; fast besluttet på, at hun igen skulle være pædagog. Men med beslutsomheden opstod også usikkerheden. For hvad nu, hvis der ikke var nogen, der ville ansætte hende?

”Min største frygt var, at der ikke var nogen, der ville have mig. Havde jeg været væk for længe? Kunne jeg stadig finde ud af det? Og var fagligheden for langt væk? Usikkerheden fyldte meget, men jeg kunne samtidig mærke, at jeg bare var nødt til at gøre det,” forklarer Louise beslutsomt.

Det skulle snart vise sig, at Louises tvivl blev gjort til skamme. Med fornyet beslutsomhed begyndte hun at sende ansøgninger, samtidig med at hun bl.a. læste op på den styrkede pædagogiske læreplan og DUÅ. Fagligheden har altid fyldt meget i Louises arbejde og, som hun selv siger det, så er hun nok ”sådan en”, der går meget op i at holde sig opdateret. Efter kort tid som jobsøgende blev Louise kaldt til sin første samtale.

”Min første tanke var ’wau!’ Pludselig var der nogen, der ville have mig til samtale. Bare dét i sig selv var jo en kæmpe sejr. Der var faktisk nogen, der var interesserede i det, jeg havde skrevet, og  ville høre, hvad jeg havde at sige. Det var helt vildt fedt!” Resultatet af samtalen blev, at Louise pr. 1. august 2021 kunne kalde sig pædagog i vuggestuen i Grøftekanten, der ligger i Tvis lidt udenfor Holstebro.

Vi pædagoger har vores faglighed

“Da jeg startede i Grøftekanten var det med mange sommerfugle i maven; det var ligesom første skoledag. Inden jeg startede, havde jeg tænkt ’kan jeg så finde ud af det, når først jeg står derude’, men det var ligesom at komme hjem. Jeg fik lynhurtigt en følelse af, at jeg var havnet på rette hylde igen”, forklarer en glad Louise. Og den genfundne glæde for pædagogikken gik heller ikke  bemærket hen.

”Min mand sagde kort tid efter, jeg var startet i Grøftekanten, at han kunne mærke, at jeg var blevet mere glad – og det havde han ret i. Jeg kan mærke, at det giver mening for mig. Det er enormt livsbekræftende at arbejde med børn og bl.a. bruge min faglighed til at se, om der er nogle børn, der ikke trives eller udvikles, og så at se det bære frugt, når man har lavet nogle tiltag overfor disse børn, det er simpelthen så givende.”

Faktisk er Louise overrasket over, hvor hurtigt det hele kom tilbage igen. ”Vi har som pædagoger vores faglighed og den grundlæggende faglighed er ikke anderledes nu, end den var, da jeg blev  uddannet for 14 år siden. Det er klart, at der er sket ændringer indenfor faget og der er kommet nye ting til – jeg har fx lært at bruge Hjernen&Hjertet og AULA, hvilket er en helt anden måde at dokumentere på, end jeg har været vant til, og selvom jeg har brugt AULA som forælder, så har jeg jo ikke brugt det som et pædagogisk redskab før nu. Men heldigvis er der mulighed for at søge  sparring og få hjælp fra sine kollegaer og sin ledelse, hvis man er usikker på noget”.

Er du i tvivl, så mærk efter

Da Louise bliver spurgt, om hun har nogle anbefalinger til andre pædagoger, der overvejer at vende tilbage til faget, er svaret klart: ”Tillad dig selv at mærke efter. Hvis du mærker, at du savner faget eller du er det mindste i tvivl, så synes jeg helt klart, at du skal springe ud i det. Der er jo en grund til, at vi har uddannet os som pædagoger og den grund er der stadigvæk – børnene har ikke  forandret sig. Derfor håber jeg, at der sidder en masse pædagoger derude, som tør tage springet”.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.