Endelig kan du tage en diplomuddannelse i fritidspædagogik

Billede af Anne Nguyen-Quy

Der har længe været et ønske blandt mange pædagoger om at kunne tage formel videreuddannelse inden for fritidspædagogik. Det kan du nu på VIA University College (og andre professionshøjskoler), hvor du allerede nu kan søge om at blive optaget på den nye pædagogiske diplomretning i fritidspædagogik. 

Vi har talt med Anne Nguyen-Quy, der er lektor på VIA og retningsansvarlig for den pædagogiske diplom i fritidspædagogik for at høre lidt om uddannelsen og dens betydning.

Den klemte og glemte fritidspædagogik

Har der været stor efterspørgsel efter en videreuddannelse, der fokuserer specifikt på det fritidspædagogiske område?

”Da jeg sammen med andre gode folk arbejdede med at udvikle en pædagogisk diplomretning i fritidspædagogik, oplevede vi utrolig stor interesse og medvind fra alle de mange relevante aktører, vi talte med,” siger Anne. ”Vi oplevede en enorm velvilje til at hjælpe. Der blev også udtrykt en stor tilfredshed med, at den fritidspædagogik, som nok har været glemt og klemt i mange år, endelig blev talt frem og op.”

Fritidspædagogikken kræver noget særligt

Hvorfor er det vigtigt, at der findes en diplomuddannelse i fritidspædagogik?

”Der er helt utroligt mange gode grunde til, at der skal være en diplomretning rettet mod det fritidspædagogiske felt. Fritidspædagogikken har nogle ganske særlige rammer, muligheder og udfordringer som en del af kerne-DNA’et. Fritidspædagogikken rummer en fagligt stor kompleksitet. Bare det, at fritidspædagogikken spænder over ganske mange forskellige sæt af lovgivninger, vidner på sin egen måde om denne kompleksitet,” forklarer Anne.

Anne uddyber videre, at kompleksiteten også ses i, at det er en del af fritidspædagogernes hverdag, at de arbejder, samarbejder og brobygger på kryds og tværs af de mange og vidt forskellige arenaer, hvor børnene og de unge færdes. Dermed skal fritidspædagogerne også samarbejde med mange forskellige faggrupper. 

Anne kommer efterfølgende ind på de kompetencer, der kræves inden for fritidspædagogikken.

”Fritidspædagogikken fordrer kompetencer til at arbejde med og indgå i relationer med børnene og de unge på andre måder end fx i skolekonteksten. Den måde, fritidspædagogisk personale kan stille sig til rådighed og danne relationer med børnene og de unge på i de fritidspædagogiske kontekster stiller krav om pædagogisk sensitivitet, fleksibilitet og fintuning; og det kræver igen særlig viden om, hvordan det er at være børn og unge i dag, om udsathed og veje til at skabe fællesskaber for alle.” 

En del af fritidspædagogikkens kerne er også, at den skal leve og være i de spændende krydsfelter mellem pædagogiske intentioner, børnenes og de unges frie tid og børnenes og de unges selv- og medbestemmelse i de fritidspædagogiske rammer. Dét er en kompleks opgave!

Anne Nguyen-Quy

Anne påpeger, at fritidspædagogik er pædagogik på en helt særlig måde og på nogle helt bestemte præmisser. Derfor kræver det en særlig fritidspædagogisk diplomretning, så man kan indfange noget af alt det særlige ved den.

Et samfund, hvor der er plads til alle

Hvordan forestiller du dig, at uddannelsen kommer til at gøre en forskel i en større samfundsmæssig kontekst?

”Fritidspædagogikken kan og skal noget andet end de andre arenaer, som vores børn og unge færdes i. Dette andet er at tilbyde nogle rammer, hvor man som barn og ung kan være til og være med på andre måder. Hvor man kan udvikle sig og afprøve sig selv, opleve at mestre og spejle sig i andre typer af fællesskaber end i fx skolen. Hvor man kan udvikle livsmod, tro på egne evner og muligheder og tro på, at man hører til,” siger Anne. ”Jeg tror på, at børnenes og de unges trivsel hænger tæt sammen med netop dette.” 

Anne forklarer videre, at vores samfund heldigvis har mere og mere fokus på, at fritidspædagogikken ikke bare er ”nice to have”, men nok snarere ”need to have”. I hvert fald hvis vi gerne vil have et samfund, hvor børnene og de unge bliver til hele mennesker, der trives og har lyst til - og mod på - at deltage og bidrage.

”Det lyder måske lidt højtravende, men jeg tror faktisk meget på, at fritidspædagogikken spiller en stor rolle for, at vi kan fastholde et samfund, hvor forpligtende fællesskaber stadig vægtes og værdisættes højt; et samfund, hvor det vægtes, at der skal være plads til alle.”

Hvordan er uddannelsen blevet taget imod indtil videre? 

”Jeg har været i dialog med mange rundt omkring i kommuner, SFO’er og klubber. Og uanset hvor jeg kommer hen, bliver den nye pædagogiske diplomretning i fritidspædagogik taget imod med stor begejstring og glæde. Signalværdien i, at der nu findes en formel efteruddannelsesvej at gå, som særligt retter sig mod fritidspædagogikken, bliver italesat meget positivt.” 

Skal du starte på den nye uddannelse?

Allerede efter sommerferien kan du begynde på den nye pædagogiske diplomretning i fritidspædagogik i enten Holstebro eller Aarhus, hvor VIA udbyder modulet Fritidspædagogen som brobygger og trivselsaktør (6-18 år).

Den fritidspædagogiske diplom indeholder  tre fagmoduler, som er:

  • Fritidspædagogik og fælles fritidspædagogisk faglighed (6-18 år).
  • Facilitering og organisering af mangfoldige fritidspædagogiske processer og aktiviteter (6-18 år)
  • Fritidspædagogen som brobygger og trivselsaktør (6-18 år).

Du kan læse mere eller søge om optagelse her. Har du spørgsmål om uddannelsen kan du også kontakte Anne Nguyen-Quy påfølgende mail: anng@via.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.