Kvalitetsundersøgelse for børnehaver er nedslående læsning

Undersøgelsen bekræfter, hvad vi i BUPL hele tiden har vidst, nemlig hvor pressede pædagogerne er. Heldigvis oplever vi, at kommunerne lytter til os. Eksempelvis har FTR'erne i Roskilde skubbet på, så Skole- og Børneudvalget nu har bedt forvaltningen om at kigge nærmere på beregninger på området i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.
Børnehavebørn

EVAs og VIVEs nyeste undersøgelse af kvaliteten i danske børnehaver er netop landet, og det er desværre nedslående læsning. Som det var tilfældet for to år siden i deres analyse af vuggestuerne, så viser den nye analyse, at kun hver 10. institution leverer pædagogisk arbejde af god kvalitet. Det er en katastrofe for at sige det ligeud, og det viser med al tydelighed dels hvor pressede pædagogerne i dagtilbud er, dels at det I tilkendegiver i vores vilkårsundersøgelser ikke blot er brok og klynk, men den skinbarlige virkelighed, og dels hvor bydende nødvendigt det er med store fremtidige investeringer i dagtilbudsområdet. 

Vi er i dialog med kommunerne

BUPL Midtsjælland er i konstant dialog med forvaltningerne og de enkelte kommunalbestyrelser i vores ni kommuner med henblik på at sikre, at dagtilbudsområdet bliver opprioriteret. Senest har Skole- og Børneudvalget i Roskilde, efter et stort forarbejde af vores dygtige FTR’ere, bedt forvaltningen om at få beregninger på flere elementer som led i den kommende budgetforhandling for 2026. Her kan eksempelvis nævnes: 

  • Analyse af hvad det vil koste at afsætte en times betalt forberedelse til pædagoger
  • Analyse af m2 pr. barn i de enkelte dagtilbud og andre relevante data af betydning for kvaliteten i henholdsvis små og store dagtilbud
  • Vurdering af, hvad udgiften vil være til en analyse med oplysninger om, hvad de konkrete normeringer er på de enkelte dagtilbud i Roskilde Kommune
  • Forslag til at forøge anlægsblokken til trivsel og læring i dagtilbud
  • Beregning på hvad det vil koste, at fremrykke målet om højere pædagogandel på dagtilbudsområdet til 2026 eller 2027

Det er positivt, når kommunerne aktivt lytter til og handler på de tilkendegivelser, vi kommer med omkring vilkår og rammer for pædagogerne og den pædagogiske praksis. Så skal vi selvfølgelig sørge for at følge det hele vejen til døren.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.