TR-træf 2023: Et stærkt BUPL og OK24

Elisa Rimpler: vi har opnået meget, men der er stadig meget at kæmpe for. Og det gør vi!
BUPLs formand Elisa Rimpler åbnede TR-træffet den 31. januar med en politisk status. Vi har opnået meget de sidste par år. Børn og unge er kommet på dagsordenen, minimumsnormeringerne er vedtaget, pædagogmanglen fylder i medierne og på rådhusene, pædagogernes lønefterslæb er anerkendt og forældrene råber ikke længere bare på voksne men på pædagoger. Betyder det, at vi er i mål? NEJ!
Vi kæmper videre og en af de helt store kampe er lønefterslæbet og OK24.
Vi ved, at du og vores profession har enorm betydning for vores samfund – og at værdien i kroner og øre af vores arbejde og uddannelse ikke har fulgt udviklingen. Pædagogerne er indiskutabelt den gruppe af lønmodtager med en mellemlang videregående uddannelse, der er lavest indplaceret i offentlige lønninger. Elisa Rimpler sagde det tydeligt til klap fra salen: ”Vi kæmper for et markant lønløft til pædagoger”

Nyt og større TR-råd
TR-rådet er et vigtigt organ i forhold til at sikre at TR-rollen udvikles og tilpasses til hverdagen. Vi er derfor stolte over at mange meldte sig til rådet ved TR-træffet, og vi kan præsentere et TR-råd bestående af 12 tillidsrepræsenter, der til sammen dækker bredt i fagforeningens kommuner, tilbud og overenskomster.
Rådet står overfor flere spændende opgaver det kommende år. De skal fx være med til at udforme en ny TR-uddannelse, der dog først forventes at træde endeligt i kraft til efteråret. Og så skal vi selvfølgelig snakke mobilisering og organisering frem mod OK24.