Tak til TR’ere – en vigtig rolle i et samlet BUPL

Elisa Rimpler, formand for BUPL, holdt oplæg og svarede på spørgsmål ved årets TR-træf, hvor temaet var BUPL på arbejdspladsen. Hun indledte oplægget med et TAK til alle tillidsrepræsentanterne.
Elisa Rimpler til BUPL Hovedstadens TR-træf 2022

Som tillidsrepræsentant er man bindeleddet mellem arbejdspladsens medlemmer og fagforeningen. BUPLs formand, Elisa Rimpler, der gæstede dette års TR-træf, anerkendte TR-rollens vigtige betydning og takkede TR’erne for deres engagement og det ansvar, de påtager sig som en del af et samlet BUPL.

VI står sammen i BUPL

Formandens altoverskyggende pointe var, at vi står sammen i BUPL. Nok består BUPL af et forbund og 12 lokale fagforeninger, men vi er gensidig afhængige af hinanden, og vi har som et samlet VI et ansvar for at fremme den pædagogiske faglighed og vilkårene for pædagoger.

Det er klart, at der er forskellige roller, ansvarsfordelinger og politiske mandater inden for BUPL, men alle medlemmer, tillidsvalgte og politisk valgte har en afgørende betydning i det samlede arbejde. Det gælder bestemt også tillidsrepræsentanterne i BUPL Hovedstaden.

Den fælles faglige kamp

Elisa berørte nogle af de store emner, der fylder i det politiske arbejde, og særligt rekruttering og løn blev diskuteret.

Lønstrukturkomitéen skal kigge nærmere på lønudviklingen i den offentlige sektor, men der er mange interesser i det arbejde. Det er derfor vigtigt, at vi står sammen i BUPL og fastholder et pres, så pædagogerne bevarer en vigtig stemme i forhandlingerne. Vi skal ride på den krusning, som OK18 endte med, nemlig anerkendelsen af at der er en ligelønsproblematik på de kvindedominerende arbejdsområder i den offentlige sektor. Og vi arbejder hårdt for ikke at blive overset i 2024, når der igen er overenskomstforhandlinger.

Det samme gælder i forhold til rekruttering. Der mangler pædagoger, og vi skal undgå en intern konkurrence. I stedet bør vi sammen støtte op om de initiativer, der løfter den pædagogiske faglighed på arbejdspladsen og på uddannelserne.

I den henseende har TR’erne en kæmpe betydning i forhold til at sikre medlemmers ret til kompetenceudvikling, modtage den aftalte løn og mulighed for at udføre deres faglighed under gode psykiske og fysiske rammer. Tillidsrepræsentanterne er BUPL på arbejdspladsen. Så med Elisa Rimplers ord: Tak til jer tillidsrepræsentanter.  

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.