Skal de unge på Frederiksberg betale for hullet i kommunekassen?

Frederiksbergs politikere sætter det gode ungeliv på spil, når de hæver prisen på en plads i ungdomsklubben med 300 procent. Det skriver tillidsrepræsentanterne og næstformand Mia Skou Jørgensen i et åben brev til politikerne.
Danske Penge
Foto: Colourbox

ÅBENT BREV: Prisen for en plads i ungdomsklubben stiger med 300 procent. Det har politikerne i kommunalbestyrelsen vedtaget. Processen har været skjult i lukkede referater, så hverken forældre, bestyrelser eller pædagoger har haft mulighed for at give feedback eller komme med indsigelser. I vores øjne er det ikke bare en takststigning, men et drastisk skift i de politiske ambitioner for Frederiksbergs unge. Ungdomslivet har allerede været sat på pause under corona. Og klubberne har brugt mange kræfter på at få de unge tilbage. Med en så drastisk prisstigning, risikerer vi at skubbe de unge ud af klubbens fællesskab igen.

Vi ønsker at undgå flere unge på gaden ved at invitere dem ind i ungdomsklubben. Her møder de unge et fællesskab, der ikke er defineret af slænget på gadehjørnet. Som det er nu, er der tårnhøj brugertilfredshed, og ungdomskriminaliteten på Frederiksberg er lav. Men når prisen for at gå i ungdomsklub stiger så kraftigt, så afskærer man de unge, der har en ringere økonomisk baggrund. Vi mener, alle skal have lige deltagelsesmuligheder for at gå i ungdomsklub.

Vi håber, at politikerne vil overveje, om prisstigningen er den rigtige vej at gå, når det gælder det gode ungeliv i Frederiksberg.

Skrevet af Mia Skou Jørgensen, næstformand i BUPL Hovedstaden, i samarbejde med tillidsrepræsentanterne i Frederiksbergs klubber.

Se presseklip:

Berlingske: Her bliver prisen på dine børns ungdomsklub 300 procent dyrere

FrederiksbergLiv: Byens klubber i oprør efter 300 procents takststigning: Skal de unge betale for hullet i kommunekassen?

KøbenhavnLiv: Byens klubber i oprør efter 300 procents takststigning

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.