Fynske pædagoger ser flere børn i mistrivsel
De seneste år har en række undersøgelser vist, at antallet af børn og unge, der mistrives, er stigende. Det er et billede, pædagogerne i dagtilbud kan genkende. I BUPLs vilkårsundersøgelse 2023 svarer 66 procent, at de oplever mistrivsel hos børn og unge som stigende. Værst ser det ud i Nyborg Kommune, hvor hele 86 procent af pædagogerne ser en øget mistrivsel.
I vilkårsundersøgelsen for 2022 svarede 51 procent, at de så flere børn og unge i mistrivsel. Og det er bekymrende, mener formand i BUPL Fyn, Rikke Hunsdahl.
”Det er et højt tal, som desværre ikke overrasker. Vi ved, at der er et stort antal børn og unge i dagtilbud, skole og SFO, der har det svært. Det er en stor pædagogisk opgave, og det kræver, at pædagogerne har tid og ressourcer til det enkelte barn. Det har de langt fra alle steder.”
79 procent af de fynske pædagoger svarer, at de mener, at flere børn og unge kunne trives bedre, hvis der var mere tid til det pædagogiske arbejde, mens 86 procent mener, at det ville kunne hjælpe børnene, hvis der var større mulighed for at arbejde med børnene i mindre grupper.
Mere tid og mere faglighed
”Vi så under coronaepidemien, at børn trives bedre i mindre grupper. Det samme var meldingen fra langt de fleste pædagoger, der oplevede, at der var mere tid til det pædagogiske arbejde og fagligheden kunne bringes mere i spil, når der var færre børn i grupperne. Pædagogerne kunne i højere grad lykkes med deres kerneopgave – og det skal de blive ved med. For når vi lykkes med kerneopgaven, når vi også at se de børn, der ikke har det godt,” siger Rikke Hunsdahl.
72 % og 83 % svarer i undersøgelsen, at mere tid til faglig sparring med pædagogkollegaer og et minimum på to faste pædagoger på stuen eller med børnegruppen vil hjælpe med at få børn og unge i bedre trivsel.
”Vilkårsundersøgelse viser, at pædagogerne selvfølgelig godt ved, hvad der skal til for at få børn og unge i bedre trivsel. Vi har i BUPL længe råbt højt og peget på de selvsamme løsninger, som pædagogerne selv. Vi skal have flere pædagoger i dagtilbud – det er basal viden, at man ikke kan skabe pædagogiske læringsmiljøer, hvis man kun er en med en pædagogisk faglighed til at løfte opgaven. Vi ved, at en tidlig indsats giver børn de bedste muligheder og betingelser i livet, og det kræver, at pædagogerne har de betingelser, der skal til for at skabe den høje kvalitet, børn og unge har krav på,” lyder det fra Rikke Hunsdahl.