Ny FTR vil styrke netværkene og understøtte ”gulvet” i København

Mark Ølting Jensen på 34 år blev den 12. april valgt som ny fællestillidsrepræsentant i København.
Det var en stolt formand, der bød velkommen til valget, for hele tre kandidater stillede op som fællestillidsrepræsentant.
”Det vidner om et stort engagement og lyst til at bidrage til BUPL Hovedstadens arbejde, og det skal I have tak for”, sagde Henriette Brockdorff, formand for BUPL Hovedstaden forud for valget.
Efter valgets afgørelse blev kandidaternes mod og BUPL-arbejde også anerkendt.
”Det er nervepirrende at stille sig til rådighed – og så endda i en hel ny stilling. Jeg vil gerne rose Hanne, Marianne og Mark for deres mod til at byde sig til i arbejdet. Mark er nu ny FTR i København, og det ser vi frem til, men jeg glæder mig også til at fortsætte det gode, tætte samarbejde med jer andre to herefter,” afsluttede formanden.
Hanne Hellerup Jørgensen er en del af BUPL Hovedstadens bestyrelse og fortsætter sit fagpolitiske engagement her. Marianne Millot blev en del af TR-rådet i januar, hvor hun fortsat sidder og arbejder for at udvikle TR-arbejdet.
Fokus på netværk, tilknytning til hverdagen og TR-samarbejdet
Mark tiltræder deltidsstillingen som fællestillidsrepræsentant i begyndelsen af sommeren, og det ser han frem til.
”Jeg glæder mig til at begynde og til alt det, jeg skal lære – her tænker jeg både på nye kollegaer, opgaver og rutiner. Jeg regner med at møde en stejl læringskurve, men jeg ved, at der er søde og dygtige folk til at hjælpe mig på vej, og jeg glæder mig bare helt vildt,” fortæller Mark Ølting Jensen, der især brænder for at styrke tillidsrepræsentanterne i deres arbejde og til at understøtte tilknytningen til den pædagogiske hverdag.
”Jeg skal selvfølgelig lige lande i stillingen, men så snart jeg har mulighed for det, så vil jeg gerne ud og besøge tillidsrepræsentanterne på deres institutioner. Jeg er overbevist om, at vores tillidsrepræsentanter er den bedste indgang til BUPL Hovedstaden og til at være med til at sikre vilkårene på den enkelte arbejdsplads. Derfor skal vi styrke TR’erne – ikke mindst vores TR-netværk. Der er så meget vigtig viden og sparring at hente i netværkene, når de ellers fungerer. Det er der heldigvis flere, der gør, men det skal udbredes til at gælde dem alle,” siger Mark, der bakkes op af sin FTR-kollega i København.
”Vi har arbejdet hårdt for at bevare netværkene, for de skaber rigtig god værdi. Derfor glæder jeg mig til sammen med Mark til at styrke netværkene og booste interessen for dem. Sammen med tillidsrepræsentanterne skal vi udvikle TR-netværkenes form og indhold,” siger Annette Mai Larsen, der er garvet fællestillidsrepræsentant i København.
Begge fællestillidsrepræsentanter har idéer til, hvordan man kan styrke og tilrettelægge netværkene, men mener det er vigtigt at involvere tillidsrepræsentanterne i arbejdet. Både Annette og Mark er nemlig enige om, at netværkene er til for TR’erne og ikke omvendt.
”Tak for tilliden og opbakningen”
Det ikke tit, det sker, men det var en næsten mundlam Mark, der blev ønsket tillykke som nyvalgt FTR. Men han fik sagt det, der var vigtigst for ham at sige:
”Tak for tilliden og for opbakningen”
Lykønskningerne til Mark er fortsat på Facebook, hvor nyheden blev offentliggjort samme eftermiddag på BUPL Hovedstadens profil.
”Det er jo bare mega fedt at blive taget sådan i mod, og det gør kun, at jeg glæder mig mere og mere til at tage fat og arbejde for medlemmerne”, siger Mark.