Der findes trolde og glade børn i Ugandaskoven

”Orv, så I trolden derovre?” råber en dreng til børnegruppen fra SFO Tømmerupvang og SFO Skelgårdsskolen i Tårnby Kommune. De er på vej hjem fra en tur i Ugandaskoven, hvor de har brugt eftermiddagen på at bygge troldevenner ud af ler og naturens egne materialer til de rigtige trolde som tak for, at de passer på skoven.
Drengen var ellers skeptisk i begyndelsen, for fandtes de der trolde overhovedet? Men efter at have fundet det ene troldespor efter det andet, var der ingen tvivl længere. Trolde findes.
De fleste ved nok, at troldene laver sig om til træer, så menneskene ikke opdager dem, men det er altså ret tydeligt at se dem, hvis bare man kigger godt efter. De krogede rødder er selvfølgelig tæer. Knaster og aftegninger i barken er helt sikkert øjne, næser og sågar numsehuller. Og på skovbunden ligger der negle, hud og skæg fra troldene.
Det fantasifulde troldeunivers i Tårnby blev omdrejningspunktet for god fritidspædagogik og åbnede op for sjove lege, kreativitet, læring om naturen og nye venskaber for børnegruppen på ca. 24 børn fra 0.-2. klasse. Børnene oplevede også at gøre noget godt for lokalsamfundet, idet de inviterede Tårnbys øvrige daginstitutioner, dagplejere og og borgere til at se troldeudstillingen i Ugandaskoven, hvilket der var stor opbakning til.
Naturen som pædagogisk rum med fokus på fællesskab og ansvar
Camilla Engelund er pædagog på SFO Tømmerupvang og fik idéen til troldeprojektet.
”Naturen giver automatisk ro og er et rum, der inviterer til fordybelse og leg gennem alle vores sanser. Som spejder har jeg altid selv sat pris på naturen, og jeg vil så gerne dele den med børnene, særligt dem, der synes at skole eller SFO til tider kan være svære arenaer,” fortæller Camilla.
Kollegaen, Bettina Campostrini fra naboinstitutionen deler Camillas begejstring for naturen, og insisterede på at være med i projektet.
”Der er så meget læring i at være i naturen”, siger Bettina, der arbejder på SFO Skelgårdskolen, mange år har været frivillig naturformidler på Tårnby Naturskole.

Flere af SFO’erne tilknyttet Skelgårdskolen deltog i troldeprojektet, hvilket gav rigtig meget mening så børnenes relationer på tværs af klasserne kunne styrkes.
Alle børn udviste stort engagement, nysgerrighed og ansvar overfor projektet. De lod sig inspirere af hinanden, hjalp hinanden med at finde materialer og roste hinanden for deres troldekreationer. Særligt de normalvis stille og vilde børn oplevede helt nye roller i fællesskabet, hvor de blev anerkendt på en ny måde. Det fik kreativiteten til at blomstre, og universet udviklede sig hurtigt til mere end troldehoveder i ler til troldefamilier, huler, kæledyr og broer over små vandløb. Børnene viste enorm omsorg for troldene og hinanden.
Der var kun én regel, om at man ikke måtte ødelægge andres trolde. Da det alligevel skete en enkelt gang gav det anledning til en snak om ansvar og fællesskab. Det samme gjaldt, da et barn blev ked af at være kommet til at ødelægge sin egen trold, da noget drillede.
”Det er jo netop gennem fritidspædagogikken, at vi rummer følelserne. Børnene oplever, at det OK at begå fejl. Der er mulighed for at få en ny chance og blive grebet af fællesskabet igen. På den måde lærer børnene at håndtere og komme gennem kriser,” fortæller Camilla.
Det nu afsluttede projekt forløb over fire onsdage i januar for en begrænset børnegruppe i 0.-2. klasse, hvor i alt har 60-70 børn været en del af projektet, der var en kæmpe succes. Lertroldene, deres huler og broer er formentlig skyllet væk af regnen nu, men hvis I vil på troldejagt i Ugandaskoven, skal I som sagt bare kigge på træerne.


Projektorienteret tilgang til fritidspædagogik og ledelse
Troldeprojektet blev til virkelighed med hjælp fra Camillas leder, Theresia Boersma.
Theresia er optaget at arbejde projektorienteret, da det bl.a. giver børnene mulighed for at bidrage til det lokalsamfund, de er en del af, gennem de igangsatte projekter. På den måde kan børnene opnå en følelse af at være værdifulde for andre.
Tilgangen kræver dog prioritering og opbakning fra øvrige medarbejdere, der må acceptere, at de skal løfte flere af de praktiske gøremål, mens deres kollega og en børnegruppe bruger tid på et fokuseret, pædagogisk projekt.
Ifølge Theresia Boersma er det alligevel en værdifuld tilgang, fordi de særligt meningsfulde pædagogiske projekter smitter positivt af på den samlede personalegruppe, der skiftes til at fordybe sig. I den ideelle verden var der selvfølgelig pædagoger nok til, at der hver dag var tid til den slags fordybelse med børnene.
Vil du høre mere om troldeprojektet eller projektorienteret ledelse, er du velkommen til at kontakte leder af SFO Tømmerupvang, Theresia Boersma på Tbo.Sfotom.bk@taarnby.dk / tlf. 61163809