Budgetaftaler er landet i flere kommuner
Budgetaftalerne sætter rammerne for, hvordan økonomien ser ud næste år i kommunerne. Arbejdet med budgetter i kommunerne er altid i fokus, og BUPL Hovedstaden arbejder tæt og løbende for at påvirke budgetterne til fordel for medlemmer, børn og unge i Dragør, Frederiksberg, Tårnby og København.
Herunder kan du bl.a. læse, hvor mange penge der går til børne- og ungeområdet i din kommune.
Dragør Kommune
Dragør har fastholdt at lave toårige budgetter, hvilket sikrer bedre sammenhæng i velfærden.
Der er blevet råd til en mindre serviceforbedring bl.a. med en pulje til børne- og ungeområdet. BUPL Hovedstaden gjorde indsigelser mod varslede besparelser i et høringssvar til politikerne i Dragør, og alle spareforslag er taget af bordet.
Læs budgetaftalen for Dragør her
Frederiksberg Kommune
Frederiksberg har haft store økonomiske udfordringer og havde forskellige besparelsesforslag, som BUPL Hovedstaden har fulgt tæt og løbende kommenteret. Resultatet er at der trods det svære udgangspunkt følger penge med til omlægning af pladser, og særligt på det specialiserede område har der været brug for, at der fulgte ekstra ressourcer med for at kunne holde det pædagogiske niveau.
Der vil også fortsat være råd til kompetenceudvikling på Frederiksberg.
Læs budgetaftalen for Frederiksberg her
København Kommune
I København har kapacitetstilpasninger, ændrede strukturer og budgetmodeller fyldt en del, og det kan man også se i budgettet, hvor det mest handler om at dække ind for de merudgifter i forbindelse med at opretholde driften i mange af kommunens pædagogiske tilbud. Det lykkedes at bevare klubstrukturen, og det er vigtigt for, at børn og unge oplever at have adgang til gode fritidspædagogiske tilbud og fællesskaber. BUPL Hovedstaden arbejdede for at få sikret og forbedret kvaliteten i de københavnske dag- og fritidstilbud, men budgetaftalen fokuserer i den sammenhæng mest på skoleområdet, trods argumenter fra BUPL Hovedstaden om, at trivsel og udvikling i før-skolealderen er fundamentet for en god barndom, og det arbejde fortsætter ufortrødent.
Læs budgetaftalen for København her
Tårnby Kommune
I Tårnby har dagtilbudskapaciteten og pasningsgarantien fyldt meget, efterhånden som der bygges nyt og flytter flere børnefamilier til kommunen udfordrer det den hidtidige kapacitet. Det er der derfor sat ekstra ressourcer af til i budgettet. Besparelserne på klubberne og Solkolonierne fra Budget 2024 rulles tilbage i 2025, Tiltrækning og tilknytning af arbejdskraft er fortsat en udfordring i Tårnby, hvorfor den hidtidige pulje til rekruttering og fastholdelse videreføres. BUPL Hovedstaden følger udviklingen på de forskellige områder tæt.
Læs budgetaftalen for Tårnby her