Vejen: Spareforslag på børne- og ungeområdet
BUPL Sydjylland har netop indgivet høringssvar i forhold til Vejen Kommunes oplæg til budgettet for 2025.
Vejen Kommune lægger bl.a. op til en række besparelser på børne- og ungeområdet, som BUPL Sydjylland har opponeret mod. Blandt andet er der forslag om nedsat åbningstid i både kommunens daginstitutioner, specialbørnehave og SFO.
”Det er klart, at sådan en besparelse vil lægge et stort pres på mange forældre, som vil få sværere ved at nå at hente deres børn. Det påvirker også pædagogerne, som får mindre tid til dialog med forældrene, og i sidste ende går det ud over både børn, forældre og pædagoger, når oplevelsen omkring hentning eller aflevering bliver mere hektisk,” siger faglig sekretær i BUPL Sydjylland Michael Juul Thorup.
Dyrere og dårligere fritidstilbud
På SFO-området er der ud over forslag om at reducere i åbningstiden også forslag om at hæve prisen/taksten.
”Det betyder altså, at fritidstilbuddet bliver både dyrere og dårligere. Det kan jo betyde, at nogle bliver meldt ud, og at børn, som har brug for et trygt og udviklende fritidstilbud, i stedet vil gå alene hjem,” siger Michael Juul Thorup.
Derudover udtrykker BUPL Sydjylland i sit høringssvar til Vejen Kommune bekymring for forslag om lavere vikardækning i dagtilbud, reduktion i midler til fordeling ved deltidspladser, kommunens overholdelse af minimumsnormeringer samt ændringer i tildelingen til førskole SFO.
Læs hele BUPL Sydjyllands høringssvar til Vejen Kommune her:
Har du spørgsmål til høringssvaret, er du velkommen til at kontakte FTR i Vejen Kommune Per Friis Andersen pad@bupl.dk eller faglig sekretær i BUPL Sydjylland Michael Juul Thorup mjt@bupl.dk