Vejen: Opfordring til at prioritere børne- og ungeområdet
BUPL Sydjylland har netop indgivet høringssvar i forhold til Vejen Kommunes oplæg til budgettet for 2024. I modsætning til tidligere år lægger kommunen i år ikke op til at reducere direkte i daginstitutionernes drift eller den generelle drift på SFO-området.
”Man sparer altså ikke på selve kerneopgaven i forhold til kommunens børn og unge, og det er selvfølgelig positivt. Men når det er sagt, så er det at undlade besparelser jo ikke det samme som at prioritere området,” siger faglig sekretær i BUPL Sydjylland Michael Juul Thorup.
Minimum er ikke et mål
I høringssvaret opfordrer BUPL Sydjylland derfor Vejen Kommune til at have fokus på minimumsnormeringer. Her understreger Michael Juul Thorup, at minimumsnormeringer – som navnet indikerer– er et minimum og ikke et mål i sig selv.
”Vi har jo fået en lov om minimumsnormeringer, der træder i kraft i 2024, og den skal kommunen selvfølgelig leve op til. Men det skal også helst ske på en måde, så både forældre og medarbejdere rent faktisk oplever, at der er tilstrækkeligt personale i institutionerne i hverdagen,” siger Michael Juul Thorup.
BUPL Sydjylland opfordrer desuden kommunen til at hæve pædagogandelen og støtte op om uddannelse af flere pædagoger.
Efteruddannelse, deltidsmoduler og fritidspædagogik
Derudover har BUPL Sydjylland i høringssvaret til Vejen Kommune fokus på efteruddannelse, indførelse af deltidsmoduler i dagtilbud og vigtigheden af at prioritere fritidspædagogikken.
Læs hele BUPL Sydjyllands høringssvar til Vejen Kommune her:
Har du spørgsmål til høringssvaret, er du velkommen til at kontakte FTR i Vejen Kommune Per Friis Andersen pad@bupl.dk eller faglig sekretær i BUPL Sydjylland Michael Juul Thorup mjt@bupl.dk