Varde: Vigtigt at prioritere ledelse – også i fritidsdelen
BUPL Sydjylland har netop indgivet høringssvar i forbindelse med Varde Kommunes forslag til en forenkling af tildelingsmodellen til kommunens folkeskoler.
I høringssvaret anerkender BUPL Sydjylland Varde Kommune for at opprioritere ledelse på skolerne med en fast tildeling og ikke som tidligere med et beløb, der kunne svinge fra skoleår til skoleår.
”Den svingende tildeling gav en del uro, så det er klart en forbedring med en fast tildeling. Det vil bidrage til at skabe sikkerhed og stabilitet. Begge dele er vigtigt for at kunne drive en god skole,” siger faglig sekretær i BUPL Sydjylland Merete Wittrup Lauesen.
BUPL Sydjylland har derfor også pointeret i høringssvaret, at en opprioritering af ledelsen i fritidsdelen er mindst lige så væsentlig som i folkeskolen.
Alle skoler skal have tilstrækkelige midler
Merete Wittrup Lauesen er til gengæld ærgerlig over, at opprioriteringen af ledelse sker inden for et uændret budget. Dermed går midlerne fra elevtildelingen.
”Hvis eleverne skal trives og lære, så skal alle skoler i Varde Kommune – uanset størrelse og beliggenhed – have tilstrækkelige midler til at drive gode skoler med høj kvalitet. Det har vi også understreget i høringssvaret,” siger Merete Wittrup Lauesen.
Læs høringssvaret her: