Fredericia: Kommunen vil forringe normeringer
BUPL Sydjylland har netop indgivet høringssvar i forhold til Fredericia Kommunes oplæg til budgettet for 2023. Særligt iøjnefaldende er kommunens forslag om at ændre i minimumsnormeringerne i dagtilbud, hvilket BUPL Sydjylland stærkt fraråder. I sidste års budget blev der politisk prioriteret 2 millioner kroner årligt til bedre normering i daginstitutionerne. Hvis ændringsforslaget vedtages, tilbagerulles hele investeringen - og mere til.
”Det er jo stik imod ønsket fra de mange forældre, som flere gange har været på gaden for at sikre bedre normeringer til deres børn. Man skal huske, at lovkravet om minimumsnormeringer blot er et minimum - ikke et mål i sig selv. Derfor opfordrer vi kraftigt til, at Fredericia Kommune fastholder investeringen og prioriterer ordentlige normeringer og en høj pædagogandel. Begge dele er afgørende for at styrke børns trivsel og udvikling,” siger næstformand i BUPL Sydjylland Ulla Koustrup.
Opfordring til at investere i fritiden
I sit budgetoplæg foreslår Fredericia Kommune desuden at nedlægge SFO-tilbuddet for 4.-6. klasse samt aftenklubberne og at udvide SFO’ernes lukkeuger i sommerferien. Begge forslag vil ramme kommunens skolebørn og forringe deres muligheder for at være med i et givende fællesskab i fritiden.
”For nylig kom et opråb fra 1.000 psykologer i Danmark om, at et stigende antal børn oplever angst, ensomhed og utilstrækkelighed. Og i Fredericia Kommune oplever pædagogerne også stigende mistrivsel blandt børn og unge. Derfor er det den helt forkerte vej at gå, når man foreslår at nedlægger SFO-tilbuddet til de større børn. At være del af et fællesskab er med til at styrke børnenes selvværd og trivsel. Derfor er det vigtigt at bevare et stærkt fritidstilbud også til de lidt større børn,” siger Ulla Koustrup.
Hun henviser til, at omkring 500 børn og unge benytter sig af fritidstilbuddene.
”Og hvor skal de så gå hen, hvis man lukker tilbuddet?” spørger Ulla Koustrup.
Flere lukkeuger i SFO vil gå ud over børn og forældre
Samme spørgsmål kan man stille i forhold til de over 200 børn, der sidste år var tilmeldt SFO i sommerferien. I budgetoplægget foreslår Fredericia Kommune nemlig at øge antallet af lukkeuger i kommunens SFO’er, så der i alt vil være lukket fire uger i sommerferien.
”Det vil lægge et stort pres på forældrene for at holde ferie i de fire lukkeuger, og det vil langt fra være muligt for alle. Alternativet vil sandsynligvis være, at en del børn kommer til at være alene hjemme – overladt til sig selv eller en skærm. Det er bekymrende i en tid, hvor vi netop oplever stigende mistrivsel blandt børn og unge,” siger Ulla Koustrup.
Læs hele BUPL Sydjyllands høringssvar til Fredericia Kommune her:
Har du spørgsmål til høringssvaret, er du velkommen til at kontakte FTR i Fredericia Kommune Helle Secher-Kiib hki@bupl.dk eller næstformand i BUPL Sydjylland Ulla Koustrup uko@bupl.dk