Fredericia: Åbent brev til politikerne

BUPL Sydjylland er stærkt bekymret over, at politikerne i Fredericia Kommune vil lave besparelser på skole og dagtilbud for at hente penge hjem til specialområdet. Næstformand i fagforeningen har derfor sendt et åbent brev til politikerne med ét klart budskab: Det er en dyr måde at spare på.
Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen
Næstformand Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen har på vegne af BUPL Sydjylland skrevet et åbent brev til politikerne i Fredericia: "Det er simpelthen en dyr løsning at spare på børnene, og det skal politikerne i kommunen vide," siger hun.

Fredericia Kommune har – ligesom mange andre kommuner i landet – haft øgede udgifter til børn og unge med særlige behov og udfordringer. Derfor er Børne- og Skoleudvalget i gang med at finde besparelser på andre områder for at dække merforbruget.

”Der er tale om nogle af kommunens allermest sårbare og udsatte børn og unge, så selvfølgelig skal der findes midler til at hjælpe dem bedst muligt. Men løsningen er ikke at finde besparelserne på almen skole og dagtilbud. Det bliver tværtimod en meget dyr løsning – først og fremmest for børnene, men på sigt også for kommunen,” siger næstformand i BUPL Sydjylland Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen.

Åbent brev er et opråb

For at råbe kommunen op har hun skrevet et åbent brev til politikerne, hvor BUPL Sydjylland bl.a. kritiserer, at Fredericia Kommune vil gå på kompromis med kvaliteten i vuggestuer og børnehaver ved at sænke den budgetterede pædagogandel fra 70 til 60 procent. Dette skyldes delvist udfordringer med at rekruttere tilstrækkeligt med pædagoger.

”Men hvis man lægger flere opgaver og større ansvar ud på færre pædagoger, så presser det jo arbejdsmiljøet yderligere – og så bliver det altså ikke lettere at rekruttere flere pædagoger, tværtimod,” siger Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen og fortsætter:

”For børnene betyder besparelsen, at der bliver færre voksne i dagligdagen, som har uddannelsen og kompetencerne til at understøtte deres udvikling og trivsel og hjælpe dem, som har særlige behov. Det kan få afgørende betydning for det enkelte barn, som måske ikke får den nødvendige og fagligt kvalificerede støtte tidligt i livet. I sidste ende kan det også få betydning for kommunens økonomi, fordi flere børn så kan få behov for ekstra tilbud og specialindsatser senere i livet. Derfor er det dyrt at spare på børnene,” siger Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen.

Opklarende spørgsmål til politikerne

I brevet stiller BUPL Sydjylland også en række opklarende og uddybende spørgsmål til besparelserne.

"Det er meget relevante spørgsmål, som ikke blot er retoriske, men nogle vi oprigtigt ønsker svar på. Derfor håber jeg, at politikerne vil tage sig tid til at svare," siger Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen.


Læs hele BUPL Sydjyllands åbne brev til politikerne, som også handler om generelle besparelser på skole og dagtilbud samt udfordringen i at hjemtage flere specialtilbud, hvis der ikke følger midler med: 

Opdatering: BUPL Sydjylland har slut april 2023 modtaget følgende svar fra Børne- og Skoleudvalget i Fredericia kommune:

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.