Fanø: Positivt oplæg til budget

BUPL Sydjylland glæder sig over, at Fanø Kommune med sit udspil til det kommende budget ikke lægger op til forringelser for kommunens børn og unge. Fagforeningen opfordrer dog kommunen til yderligere investeringer.
skolegård
BUPL Sydjylland opfordrer i høringssvaret Fanø Kommune til at have fokus på fritidsområdet

I modsætning til tidligere år – og i modsætning til mange andre kommuner – lægger Fanø Kommune i sit budget for 2024 ikke op til besparelser på børne- og ungeområdet.

”Det er meget positivt, og det skal vi selvfølgelig anerkende kommunen for,” siger faglig sekretær i BUPL Sydjylland Michael Juul Thorup, der netop har indgivet et positivt høringssvar til Fanø Kommunes kommende budget.

I høringssvaret opfordrer BUPL Sydjylland dog Fanø Kommune til at investere yderligere i det gode børneliv. Det handler blandt andet om at have fokus på minimumsnormeringer og at styrke hele fritidsområdet.

SFO'er har afgørende rolle for trivslen

 ”Vi ved, at SFO’er og klubber spiller en central rolle i forhold til at sikre trygge miljøer og præstationsfrie fællesskaber. I en tid hvor adskillige nøgletal peger på stigende mistrivsel blandt børn og unge, er det derfor helt afgørende at investere i fritidstilbud med høj kvalitet. Det er en investering, der betaler sig – både for børnene og for kommunens økonomi på sigt,” siger Michael Juul Thorup. 

Læs hele BUPL Sydjyllands høringssvar til Fanø Kommune her:

Har du spørgsmål til høringssvaret, er du velkommen til at kontakte faglig sekretær i BUPL Sydjylland Michael Juul Thorup mjt@bupl.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.