Billund: Kommunen er klar til at investere i børneområdet
Mens mange andre kommuner i år varsler store besparelser på børne- og ungeområdet og skærer dybt i kerneopgaver, så har Billund Kommune valgt at gå den modsatte vej. I kommunens budget for 2024 undlader man ikke blot nedskæringer – der er ovenikøbet flere forslag til investeringer i kommunens børn og unge.
”Det er meget positivt. Som fagforening kæmper vi jo ofte med kommunerne og argumenterer imod, når de svinger sparekniven. Derfor skal de selvfølgelig også have en kæmpe anerkendelse, når de lægger op til investeringer,” siger næstformand i BUPL Sydjylland Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen.
Pædagoger i alle 0. og 1. klasser
Hun hæfter sig blandt andet ved, at kommunen vil prioritere flere pædagoger i undervisningen. Økonomiudvalget er enige om, at der skal være lærere og pædagoger sammen i alle undervisningstimer i 0. og 1. klasse.
”Det kan vi naturligvis kun være enige med dem i. Vi ved, at pædagoger i undervisningen styrker børnenes trivsel, fordi pædagogerne har de faglige kompetencer til at hjælpe børnene med at danne relationer og få dem ind i fællesskabet. I en tid hvor vi oplever en massiv trivselskrise blandt børn og unge, er det derfor helt afgørende at prioritere pædagogfagligheden i skolen,” siger Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen.
Flere kan få efteruddannelse
Derudover er der i budgetmaterialet blandt andet forslag om, at flere pædagoger skal kunne opkvalificere deres specialpædagogiske kompetencer via programmet NUSSA.
”Vi ved, at faglig opkvalificering er et stort ønske for rigtig mange pædagoger, som hver dag yder en kæmpe indsats for at gøre en positiv forskel for alle børn – men som nogle gange mangler de specialiserede værktøjer. Derfor er vi selvfølgelig glade for, at kommunen har set og ikke mindst lyttet til pædagogernes behov for efteruddannelse,” siger Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen.
I sit høringssvar har BUPL Sydjylland desuden opfordret Billund Kommune til at lade den tidlige og forebyggende indsats være en rød tråd i hele kommunens børne- og ungepolitik. Dette handler i høj grad om at sikre en god normering og herunder en høj pædagogandel,
Læs hele BUPL Sydjyllands høringssvar til Billund Kommune her:
Har du spørgsmål til høringssvaret, er du velkommen til at kontakte FTR i Billund Kirsten Rauff Laursen kirf@bupl.dk eller næstformand i BUPL Sydjylland Mette Tolstrup Ringstrøm Andersen mts@bupl.dk