Et bedre børneliv kalder på 2 kloge beslutninger
”Som den eneste kommune i Østjylland oplever Randers Kommunes dagtilbud flere ansatte pædagoger. De seneste års politiske initiativer og beslutninger viser sig som afgørende skridt mod at sikre børns trivsel og udvikling.” - Det glade budskab sendte BUPL Østjylland til hele Randers Byråd i 2024. Det skete ovenpå fagforeningens årlige vilkårsundersøgelse blandt sine medlemmer.
I mellemtiden har politikerne forringet:
- den oprindelige aftale om minimumsnormeringer (1 voksen til 3 vuggestuebørn og 1 voksen til 6 børnehavebørn), hvor lederne ikke medregnes
- deres ambitiøse beslutning om en pædagogandel på 65 procent i kommunens vuggestuer og børnehaver, hvor lederne ikke medregnes
Det afspejler sig prompte i pædagogernes og de pædagogiske lederes svar på BUPL’s vilkårsundersøgelse 2025. Her siger 81 procent af pædagoger, at de bl.a. oplever, at de er færre pædagoger. Og på mange institutioner oplever de slet ikke minimumsnormeringer.
Pædagogerne oplever ikke, at der kommer en vikar, når de er syge. Det går ud over de børn, som har allermest brug for pædagoger omkring sig. De oplever heller længere at have samme mulighed for at yde den nødvendige støtte til børn, der har det svært.
Du kan som politiker gøre en forskel
Hvis du og dine byrådskolleger vender tilbage til den oprindelige beslutning, der blev enstemmigt vedtaget i byrådet den 6. april 2022, kan I give børnene i Randers Kommune et godt børneliv og en udsigt til en bedre fremtid.
Konkret kan I blot beslutte at:
- de pædagogiske ledere ikke tæller med i opgørelsen af minimumsnormeringer og pædagogandelen
- øremærke en pulje til vikardækning
Kommunalvalg 25 forude – Vi hjælper gerne
Børne- og ungeområdet ligger rigtig mange forældre og bedsteforældre på sinde i forbindelse med Kommunalvalg 2025. BUPL Østjylland hjælper dig gerne med at gøre området til et af dine mærkesager. Vi ligger inde med en hel del fakta og argumenter, som vi gerne stiller til din rådighed.
Jeg tillader mig derfor at kontakte dig i nærmeste fremtid med henblik på, at vi kan mødes og drøfte det nærmere.