BUPL-medlemmer i Horsens skoler og fritid: Lad støtten følge med barnet over i SFO’en

Budskabet fra pædagoger og lederes svar i Vilkårsundersøgelsen 2025 er klart og fluks sendt til byrådsmedlemmerne i Horsens.
Jesper Vilkår Horsens Skole
I slutningen af maj 2025 sendte formand Jesper Kragh, BUPL Østjylland, Horsens-medlemmernes budskab videre til de lokale politikere

Formand sender medlemmernes svar til lokalpolitikerne

Pædagogernes og ledernes lokale BUPL-formand i Østjylland, Jesper Kragh, har sendt følgende mail til de lokale politikere i Horsens Byråd i slutningen af maj 2025:

Lad støtten følge med barnet over i SFO’en

Hvad skal vi gøre med de børn, der har det svært i forvejen? – Det er den røde tråd, der går igen i BUPL’s årlige vilkårsundersøgelse, når vi spørger skolepædagoger og deres ledere i Horsens Kommune. 

4 ud af 10 pædagoger oplever, at der ”I mindre grad” er tilstrækkelig tid til at arbejde med børn i udsatte positioner. Sandsynligvis hænger det sammen med, at der ikke følger ekstra ressourcer med, når børnene får fri fra skole og går over i deres SFO’en. 

Godt 8 ud af 10 SFO-pædagoger arbejder med børn, der får ekstra pædagogisk støtte, når de er i skoledelen. 60 procent af pædagogerne svarer, at støtten og dermed ressourcerne ikke følger med børnene over i SFO-delen.

Det kræver ekstra sparring at arbejde med denne børnegruppe for at sikre dem en høj pædagogisk kvalitet. Men desværre oplever skolepædagogerne, at det er svært at få sparring af deres leder om arbejdet med netop denne gruppe børn.

Du kan som politiker gøre en forskel
Du og dine kommunalbestyrelseskolleger spiller her en central rolle. For I kan skabe en hverdag, hvor alle skolebørn trives bedre og dermed øger deres vigtige indlæring:

  • Hæv pædagognormeringen per barn
     
  • Giv pædagogerne de nødvendige muligheder for, at den hjælp, som børn i udsatte positioner får i skoletiden, kan fortsætte i SFO’en, så det sikrer høj pædagogisk kvalitet der

Kommunalvalg 25 forude – Vi hjælper gerne
Børne- og ungeområdet ligger rigtig mange forældre og bedsteforældre på sinde i forbindelse med Kommunalvalg 2025. BUPL Østjylland hjælper dig gerne med at gøre området til et af dine mærkesager. Vi ligger inde med en hel del fakta og argumenter, som vi gerne stiller til din rådighed. 

Jeg tillader mig derfor at kontakte dig i nærmeste fremtid med henblik på, at vi kan mødes og drøfte det nærmere.

Har du spørgsmål eller kommentarer?

Du er velkommen til at kontakte formand Jesper Kragh, BUPL Østjylland, hvis du har spørgsmål eller kommentarer til hans henvendelse til politikerne i Horsens.

Du kan få fat i formanden her:

Mobil: 21 62 12 45

Mail: jrk@bupl.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.