Uddannelsen og medlemsarrangementer
Indsats på pædagoguddannelsen
Pædagoguddannelsen er fundamentet under vores profession, og derfor arbejder BUPL MidtVestjylland hele tiden med at gøre pædagoguddannelsen så attraktiv som muligt. Det er dog nødvendigt, at pædagoguddannelsen også får en samfundsøkonomisk investering.
Derfor er vi i samarbejde med BUPL Forbund også kommet med et bud på en pædagoguddannelse, som har fokus på pædagogik, praktik og kreative/æstetiske fag.
Vi mangler studerende i Viborg, Ikast og Holstebro og allerede nu oplever de pædagogiske arbejdspladser, at det er svært at få ansat pædagoger. Der har i denne periode været rigtig meget fokus på at få oprettet merithold ved brug af opkvalificeringspuljen. Puljer kan dog ikke gøre det alene, og derfor hilser vi også de kommuner velkommen, som sætter midler af i eget budget til uddannelse af både ordinære/meritstuderende.
I BUPL MidtVestjylland har vi et godt samarbejde med uddannelsesstederne og rigtig mange praktikvejledere, tillidsrepræsentanter, studerende, undervisere og ledere, som alle gør et stort arbejde for at skabe de bedste praktikker for de studerende og bidrage til uddannelsen.
Vi møder de studerende gennem hele uddannelsen med forskellige aktiviteter. BUPL’s etiske grundlag er fundamentet under alle tiltag på og omkring uddannelsen.
Pædagoguddannelse er årligt et tema på alle tillidsmandsmøder i BUPL MidtVestjyllands kommuner, og her skabes også et udviklingsrum, hvor erfaringer og meninger brydes ud fra de ressourcer, der til rådighed. Tillidsrepræsentanterne har et stort ønske om SU-finansierede praktikker, et ønske der hele tiden bliver arbejdet med politisk.
Praktikken er helt central, da de studerende er i praktik 1/3 af uddannelsen. Derfor har vi kontinuerligt fokus på, at hele arbejdspladsen er et uddannelsessted for de studerende, og det ikke hviler på praktikvejlederen alene. Dette for at skabe de bedst mulige rammer for både studerende og institutionen. Pædagogfaget er et teamarbejde omkring børn og unge, men vi kan også noget forskelligt som pædagoger, og det er vigtigt, at de studerende får indblik i, og viden om, den mangfoldighed pædagogfaget rummer.
I perioden har flere praktikvejledere fået diplom i vejledning og gennem netværk, møder og vejlederdage er der hele tiden fokus på at løse praktikvejlederopgaven bedst muligt og møde de studerende, så der sker en progression gennem de tre praktikker. Mange dimittender får arbejde i de institutioner, som de har været i praktik i, og flere og flere bliver ansat, inden de er færdige på VIA.
Pædagoguddannelsen har også været en del af organiseringsarbejdet, hvilket uddybes i afsnittet om organisering.
Medlemsarrangementer
”Tak for gode brugbare vitaminer for krop og sjæl”
”Det er mit første BUPL-arrangement og jeg er meget positiv over det – MEGA GODT”
”Bliv endelig ved med at tilbyde disse kurser/oplæg. Det er en fed mulighed ved at være organiseret i BUPL”.
-Citater fra medlemmer
Medlemsarrangementer er blevet BUPL MidtVestjyllands DNA i forhold til faglighed og fællesskab. Udvikling af medlemsarrangementerne tager afsæt i BUPL MidtVestjyllands medlemmers ønsker til arrangementerne. Disse input er centrale, både i forhold til involvering af medlemmer, men også i forhold til at have fingeren på pulsen med, hvad pædagoger er optaget af i pædagogisk praksis.
Rigtig mange medlemmer bruger muligheden for at deltage gratis i de aktiviteter, der er. Nye medlemmer kommer hele tiden til, så vores faglige fællesskab kommer langt omkring.
I den forgange generalforsamlingsperiode har der været meget fokus på fritidspædagogikken, men der har også været fokus på læreplanstemaerne, hvor man helt konkret har kunne hente inspiration til pædagogisk praksis. Disse har også været godt besøgt. Hvert år har vi ligeledes et arrangement, der henvender sig til det specialpædagogiske område.
For anden gang har det været muligt at tage en kollega med til et arrangement. Flere har brugt denne mulighed, men der er stadig plads til at flere kan gøre det.
Pædagogikkens lørdag blev igen gennemført med stor succes, og flere pædagogiske arbejdspladser bruger dagen sammen til at styrke både det faglige og sociale fællesskab.