Kursus for SFO-pædagoger (nyt hold)

Mange pædagoger på det fritidspædagogiske område har et stort ønske om muligheder for efteruddannelse. BUPL MidtVestjylland har derfor i samarbejde med VIA udviklet dette fagspecifikke kursus om fritidspædagogik. Kurset er for dig, der brænder for fritidspædagogik.
Fritidspædagogikken og det arbejde, der foregår i SFO, har afgørende betydning for børns trivsel, udvikling og dannelse som hele mennesker, med lyst til og mod på at indgå som værdifulde deltagere i forpligtende fællesskaber.
På dette kursus er formålet at sætte fokus på den til tider lidt glemte og klemte fritidspædagogik, samt den faglighed og det fagsprog, der specifikt udfolder sig i SFO’en.
Kurset centrerer sig bl.a. om følgende spørgsmål:
Hvad kendetegner den fritidspædagogiske faglighed i SFO’en?
Hvad er omdrejningspunkterne i fritidspædagogikken i SFO’ens dagligdag?
Hvordan kan det fritidspædagogiske sprog styrkes og tydeliggøres, så fritidspædagogikken står så stærkt som muligt i den daglige praksis? Det gælder både i mødet med børnene, internt i personalegruppen, i forældresamarbejde og tværprofessionelt samarbejde og skolesamarbejdet.
Du kan læse mere i folderen her:
Tilmeldingen sker på: Fritidspædagogik for SFO-pædagoger | VIA
Har du spørgsmål, kontakt Marlene Gram Berthelsen på mrm@bupl.dk eller 2010 7126