Der er snart generalforsamling, men hvad er det egentlig?
Generalforsamlingen er det sted, hvor vi sætter en retning for de næste to år. Det er her du, som medlem, har mulighed for at få direkte indflydelse på arbejdet i BUPL MidtVestjylland ved at komme med ændringsforslag og deltage i beslutningsprocessen. Det er også til generalforsamlingen, at bestyrelsen sammensættes, og det gøres demokratisk ved at medlemmer som dig kan stemme på de kandidater, de mener er bedst egnede.
Din mulighed for at stille spørgsmål
Er der noget, du undrer dig over ved måden BUPL MidtVestjylland agerer på, eller synes du, der bliver lagt vægt på det forkerte? Generalforsamlingen er et forum, hvor du kan stille spørgsmål og give din mening til kende.
Selvom du måske ikke har nogen spørgsmål på stående fod, kan det være, der dukker nogle op til generalforsamlingen. På selve aftenen vil du nemlig både høre noget om de ting, der er sket i den forgangne periode, og du vil få indblik i økonomien.
BUPL MidtVestjylland har udarbejdet en beretning, der kan gøre dig klogere på arbejdet, der er foregået i fagforeningen, og det er denne, der vil blive taget udgangspunkt i. I tiden op til generalforsamlingen vil beretningen være tilgængelig på BUPL MidtVestjyllands hjemmeside, så du har mulighed for at dykke ned i den på forhånd. Du kan finde den her: Generalforsamling i BUPL MidtVestjylland d. 8. oktober 2024 | BUPL.
Et stærkt fællesskab
Generalforsamlingen er en aften, hvor der bliver truffet vigtige beslutninger, men det er mere end det. Det er en aften i fællesskabets tegn, hvor medlemmer mødes og sammenholdet styrkes. Det er en aften, hvor vi sammen taler om vores fælles udfordringer, så vi sammen kan sætte den rette kurs fremad.
Der er altså mange gode grunde til at møde op til generalforsamlingen d. 8. oktober, hvis du er medlem. Vi håber, du vil komme.