Sommerhilsen fra BUPL Midtsjællands formand

OK26, vilkårsundersøgelse, ny TR-uddannelse, ny regering med fokus på børn og pædagoger – første halvdel af året har været alt andet end kedelig, og den har budt på både spændende processer og gode resultater for pædagogerne i BUPL Midtsjælland. Efteråret bliver mindst lige så travlt og spændende.
Pia Ungstrup Petersen, næstformand i BUPL Midtsjælland

Så blev det endelig sommer, og med den varmeste dag i Danmark nogensinde i frisk erindring er det vist blevet tid til at holde ferie. Ferien er en kærkommen mulighed for at slappe af og nyde familie, venner og hjemlige sysler. Det er også en god anledning til at gøre status over det første halve år og samtidig kigge fremad. Det vil jeg gerne gøre med denne sommerhilsen.

OK26 og deltidsdommen

Starten af året bød først og fremmest på OK26. En rigtig god overenskomst blev forhandlet på plads, og BUPL's medlemmer kvitterede med et rungende ja. Det er noget, jeg er både glad for, stolt over og ydmyg omkring. En overenskomstaftale forpligter.

Vi fik ikke alt, hvad vi ønskede, men sådan er det nu engang i en forhandling mellem to parter. Til gengæld mener jeg, at OK26 er en god aftale og en vigtig trædesten på vejen mod endnu bedre løn- og ansættelsesvilkår for alle pædagoger. Vi arbejder allerede videre med at omsætte og implementere aftalens elementer i vores kommuner.

OK26 betød også en afklaring af EU-deltidsdommen, som blev omsat til dansk kontekst ved en voldgiftsafgørelse den 4. februar. Deltidsansatte skal, når det gælder arbejde ud over deres ansættelsesgrad, behandles på helt samme vilkår som fuldtidsansatte. Det betyder, at de nu er berettigede til overarbejdsbetaling.

Lige nu foregår der derfor et omfattende arbejde med at indmelde, modtage og behandle krav om manglende overarbejdsbetaling for de pædagoger, der tidligere har været deltidsansatte. I august skal en ny voldgiftssag afgøre, om vi skal kigge fem eller ti år tilbage i tiden. Det er et område, som fylder meget hos os lige nu, og som også kommer til at fylde efter sommerferien.

Ny regering vil forbedre vilkårene for børn og pædagoger

Foråret bød også på en ny regering. I det nye regeringsgrundlag står børnene, pædagogerne, skolerne, dagtilbuddene og fritidsområdet helt forrest.

Målet er blandt andet bedre normeringer i dagtilbud, flere midler til to-voksenordninger i skolen, styrkede fritidstilbud og investeringer i bedre fysiske rammer.

Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet skyldes jeres vedholdende indsats og de mange stemmer fra praksis, som igen og igen har sat fokus på faget, vilkårene og børnenes hverdag. Det og vores politiske påvirkningsarbejde i BUPL Midtsjælland har været med til at skabe den politiske opmærksomhed, vi ser nu.

BUPL Midtsjællands opgave bliver sammen med resten af BUPL-fællesskabet at holde politikerne fast på deres løfter, sikre den bedst mulige implementering i vores ni kommuner og fortsættelse af vores politiske påvirkningsarbejde for yderligere forbedringer.

Vilkårsundersøgelse 2026

I foråret deltog mange af jer i årets vilkårsundersøgelse, og jeg vil gerne sige tusind tak for den store opbakning.

Jeres svar gør det svært for både politikere på Christiansborg og i kommunerne at ignorere de udfordringer, I peger på. Undersøgelsen viser samtidig, at der fortsat er mange problemstillinger, vi skal arbejde videre med. Meget alenetid, for lidt tid til forberedelse og slidte institutioner er blot nogle af de forhold, I har gjort opmærksom på.

Første hold har gennemført den nye TR-uddannelse

I foråret sendte vi det første hold nyvalgte tillidsrepræsentanter afsted på den nye fælles TR-uddannelse.

Uddannelsen har blandt andet fokus på kommunikation, forhandling, profession, etik, organisering og TR'ens rolle i det større faglige fællesskab.

De første evalueringer viser, at de nye TR har fået et godt udbytte og føler sig godt rustet til dialogen med ledelse og kollegaer. Det glæder mig, fordi stærke tillidsrepræsentanter er afgørende for at styrke professionen og sikre gode arbejds- og ansættelsesvilkår for medlemmerne.

Vi er meget glade for den nye uddannelse, som fortsat bliver evalueret og justeret, og vi ser frem til at sende næste hold afsted lige efter sommerferien.

Efteråret bliver lige så travlt

Der er ingen tvivl om, at efteråret også bliver travlt.

Lige efter sommerferien fortsætter det fortsatte påvirkningsarbejdet frem mod vedtagelsen af Budget 2027. Selvom der er positive signaler fra Christiansborg, og der tilføres flere midler til blandt andet minimumsnormeringer, så truer mulige besparelser fortsat flere steder. Derfor fortsætter vores dialog med de politiske partier, så området kan friholdes fra besparelser og helst styrkes med nye investeringer.

I august afholder vi vores årlige TR/AMR-sommertræf. I år sætter vi fokus på moralsk stress – noget som desværre fylder hos stadig flere pædagoger – samt digitale vurderingsredskaber, der giver nye perspektiver på pædagogisk praksis.

Som jeg allerede har nævnt, kommer arbejdet med deltidsdommen også til at fylde meget.

Internt i organisationen venter både generalforsamlingen i BUPL Midtsjælland og den ordinære kongres for hele BUPL. Her skal vi blandt andet drøfte et fremtidssikret BUPL, vejen frem mod OK29, fastholdelse og rekruttering, pædagoguddannelsen samt nye fokusområder.

Der bliver med andre ord nok at tage fat på. Heldigvis løfter vi opgaverne i fællesskab, og sammen kan vi fortsat være med til at præge udviklingen af både vores fag og vores arbejdspladser. Det er sådan, vi skaber bedre vilkår for pædagoger og bedre rammer for børnene.

Med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig dejlig sommer. Tak for jeres indsats, engagement og opbakning gennem året. Jeg glæder mig til at tage fat på arbejdet sammen med jer igen efter ferien.

Pia Ungstrup Petersen
Formand for BUPL Midtsjælland

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.