Pædagoger overvejer at forlade deres fag

Den seneste vilkårsundersøgelse viser med al sin tydelighed, at pædagoger er så trængte ude på arbejdspladserne, at mange i frustration overvejer at forlade faget. Det ved vi godt i BUPL Midtsjælland, og vi arbejder dagligt for at forbedre vilkårene for vores medlemmer. Og vi har brug for jer i dette arbejde.
Dukke sandkasse

BUPL gennemførte i efteråret 2023 den årlige vilkårsundersøgelse. Et resultat der særligt springer i øjnene, også her i Midtsjælland, er hvor mange pædagoger der overvejer ikke bare at sige deres nuværende job op og finde et andet, men helt at forlade pædagogaget og kaste sig ud i noget helt andet. 

54 procent – altså mere end hver anden pædagog – i dagtilbud overvejer at forlade pædagogfaget. For skole/SFO er det mere end hver tredje (38 procent), der overvejer at forlade faget. I de fritekstbesvarelser pædagogerne havde mulighed for at afgive, er der mange faktorer, der går igen på tværs af det pædagogiske område. Omsorgstræthed nævnes af rigtig mange. Det at ens faglighed ikke har mulighed for at komme i spil fylder også meget, dårlige normeringer og ingen tid til forberedelse er også topscorerne med hensyn til at begrunde, hvorfor de overvejer helt at forlade pædagogfaget.

Undersøgelsens resultater understreger i høj grad behovet for, at arbejds- og ansættelsesvilkårene for pædagoger forbedres markant. Der er mangel på pædagoger, og rekrutteringssituationen bliver sværere og sværere for hver dag. Hvis det fortsat skal være attraktivt at tiltrække pædagoger til arbejdspladerne, skal der være såvel gode arbejdsbetingelser som tid til forberedelse, gode normeringer, fokus på efter-/videreuddannelse og god pædagogfaglig ledelse, samt at der skal være en attraktiv lønsammensætning og mulighed for karriereudvikling. 

BUPL Midtsjælland arbejder hver dag på at forbedre disse vilkår og rammer i vores ni kommuner. Via et stort påvirkningsarbejde i kommunerne får vi italesat problemstillingerne, givet bud på løsninger og får igennem forhandlingsarbejdet skabt gode aftaler. Senest har vi forhandlet lokallønsaftaler på skolerne i Sorø Kommune, en ny arbejdstidsaftale for skolepædagogerne i Odsherred Kommune, og lige straks ser der også ud til at lande nye forhåndsaftaler i flere af de midtsjællandske kommuner samt en særskilt lønaftale for procespædagoger i Kalundborg Kommune.

Vi har brug for jer pædagoger i dette arbejde. Dels gennem, at der er en TR på jeres arbejdsplads, der kan tale sagen overfor ledelsen, dels at I gør os opmærksom på såvel gode som dårlige problemstillinger på jeres arbejdsplads samt input til, hvad I tænker ville kunne bedre forholdene. Og endelig ved at tale organisering på jeres arbejdsplads, for jo flere vi er, jo stærkere står vi.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.