Adam og Signe er klar til at gå forrest for kollegerne
Adam Løvsø er til daglig pædagog på en skole i Silkeborg, og Signe Powell arbejder pædagog i en børnehave. Ud over deres faglige hverdag har de også noget andet til fælles: De har valgt at være tillidsrepræsentant for deres kolleger.
- Jeg kan godt lide at have en finger med i spillet og repræsentere mine kollegaer, fortæller Signe Powell.
I november aflsluttede de begge TR-grunduddannelsen sammen med omkring 50 andre TR´er fra hele Østjylland. Det sidste modul havde fokus på analyse, kommunikation, løn og forhandling.
- Jeg synes, at indholdet er stærkt, og det var også det, jeg havde håbet på. Jeg har fået nogle værktøjer, som gør, at jeg føler mig mere kompetent - og det er megafedt, siger Adam Løvsø.
Begge ser frem til at bruge deres nye viden og færdigheder til gavn for kollegerne.
- Jeg glæder mig til dialogen med mine kolleger, og til at kunne hjælpe dem bedre nu, siger Signe Powell.
- Jeg glæder mig også til friheden i at kunne forhandle løn og arbejdstid, og være med til at lave nogle gode aftaler. Det bliver fedt, siger Adam Løvsø.
Overvejer du selv at blive tillidsrepræsentant? Så er du velkommen til at tage kontakt til vores lokale fællestillidsrepræsentanter (FTR). Se hvem der er i din kommune her.