45 år i faget: Sanne siger farvel som pædagog og goddag til Peru

Siden 1981 har Sanne Sjørup fra Silkeborg arbejdet som pædagog. Nu er et langt arbejdsliv ved at nå sin afslutning.
Sanne Sjørup pension efter 45 år

45 år som pædagog. Tusindvis af børn. Utallige kolleger. 

Snart går Sanne Sjørup på pension.

- Det bliver en længsel og et savn. Du skal jo sige farvel til det hele - søde kolleger, dejlige børn og fantastiske forældre. Det er da vemodigt, siger hun.

Alligevel ser hun også frem til en ny fase i livet med tid til sig selv.

- Nu skal jeg have Sanne-tid. Nu skal jeg lave noget af det, jeg altid har tænkt: Det gør jeg, når jeg bliver gammel. 

Planerne er allerede lagt. Hverdagen skal fyldes med bevægelse, fritid og oplevelser.

- Jeg vil dyrke idræt om dagen, cykle og gå meget mere. Og så har jeg lige bestilt en rejse til Peru, siger Sanne Sjørup. 
 

Når en kollega her og nu har brug for hjælp, så skal man være der.

Sanne Sjørup

Et liv med faglighed og fællesskab

Gennem sine mange år som pædagog har Sanne Sjørup været en bærende kraft - ikke kun for børnene, men også for sine kolleger.

Hun har været tillidsrepræsentant lige fra hun blev udannet pædagog og også her i slutningen af sit arbejdsliv i Daginstitutionen Buskelund.

- Det er en stor institution, så jeg har nogle timer væk fra børnene om ugen. Det har indimellem givet mig mulighed for at trække vejret på en anden måde, siger hun. 

Men rollen har også betydet, at hun har skullet være til rådighed. 

- Når en kollega her og nu har brug for hjælp, så skal man være der - og det har jeg været, siger Sanne Sjørup.

Hun har også i en periode været fællestillidsrepræsentant og engagementet i fællesskabet har været en drivkraft for hende.

- Det er vigtigt for mig, at vi står sammen og er solidariske. 

Et sidste råd med på vejen

Når hun ser tilbage på 45 år i faget, hvor hun også har haft overvejelser om at lave noget helt andet, så er hun alligevel blevet ved. Og der er særligt én ting, hun gerne vil give videre til andre pædagoger.

- Se på det positive og fokuser på det. Så bliver hverdagen faktisk lidt bedre. 

Sanne Sjørup pension efter 45 år
Sanne Sjørup blev overdynget med kærlighed fra børnene i institutionen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.