Craft-psykologi

Hvad er craft, og hvad kan det gøre for dig?
Kan du sætte nogle ord på, hvad begreberne craft og craft-psykologi dækker over?
”Craft er alle former for aktiviteter, man fysisk laver med hænderne. Gøre rent, lave mad, snitte, tegne, strikke osv. Craft-psykologi er beskrivelsen af alt det, der sker psykologisk for vores trivsel og sundhed, når vi crafter,” forklarer Anne og kommer også ind på, hvad det er, craft kan gøre, for personen der udfører det.
”At crafte gør os i stand til at ”komme hjem i os selv”. Dette giver positive resultater i at mindske grublerier og derved mindsker vi stress. Vi får nemmere ved at interagere med andre og sidst, men ikke mindst, får vi kroppen til at slappe af.”
En stor gevinst ved craft er ifølge Anne, at man kan ”glemme sig selv”.
”Det er en vidunderlig måde at bede egoet om at tie stille. Nar handling og tanke forenes, er der netop ikke noget tilbage til at larme.”
En del af kernefagligheden
Hvorfor er craft vigtigt inden for pædagogfaget og inden for pædagogisk praksis?
”For det første er craft en del af kernefagligheden indenfor pædagogisk arbejde. At skabe nærvær og samvær. Derudover at forstå at aktiviteter kan mange forskellige ting. F.eks LEGO, ”trin for trin”, er meget anderledes virkende end det at tegne på et blankt stykke papir.”
Så når vi taler om craft, er det altså vigtigt, at man som pædagog har en forståelse for, at alle aktiviteter, hvor man skaber med hænderne, ikke er ens. De kan noget forskelligt, og det spiller en rolle i forhold til, hvem der skal udfører aktiviteterne.
”Hvis man har med individer at gøre, der har udfordringer, såsom mistrivsel, angst og deslige kan forståelsen af de forskellige typer af aktiviteter være afgørende for den bedste pædagogiske tilgang til hver enkelt. F.eks. hvis man har meget angst og uro, er løs struktur ikke nødvendigvis den bedste tilgang.”
Tag en kollega med til Craft-psykologi
Vil du høre Anne fortælle mere om craft og craft-psykologi, så meld dig til arrangementet d. 18. november. Du må som noget særligt til dette arrangement også gerne tage en kollega med (også selvom vedkommende ikke er medlem). Når du tilmelder dig selv, skal du bare huske også at tilmelde din kollega.