Bliv klogere på børn og unges deltagelsesmuligheder

Hvad menes der med børn og unges deltagelsesmuligheder
Kan du fortæller lidt om, hvad der menes med børn og unges deltagelsesmuligheder?
”Med børn og unges deltagelsesmuligheder, i en fritidspædagogisk sammenhæng, menes der de muligheder, de har for at opleve tilhør og indgå i et socialt liv med de øvrige børn og unge,” forklarer Louise. ”Det at være en del af de lege der leges, de aktiviteter der er i gang og de forskellige fællesskaber, der opstår på tværs af alder og interesser, kan give barnet eller den unge tilhør og kan styrke trivslen hos den enkelte og den samlede fællesskabsfølelse i SFO’en eller klubben.”
Flere udfordringer og dilemmaer
Spurgt ind til, hvilke udfordringer og dilemmaer, der ligger i at inddrage børn og unge, peger Louise på flere ting. En af dem er, at det for både børn og unge har stor betydning, hvem der ellers er i SFO, junior- eller ungdomsklub, når de selv er der, men det har også betydning, hvilke aktiviteter, der er.
”Nogle steder er der mange aktiviteter i gang i løbet af en eftermiddag eller aften, og andre steder er der få. Det kan afhænge af, hvilke interesser der er blandt børnene og de forskellige kompetencer, pædagogerne har. Det at være fælles om en sag, som drama, musik, kreative udtryksformer, sport, kæpheste eller andet, er noget der både kan åbne op for - og på samme tid begrænse børn og unges deltagelsesmuligheder.”
I den forbindelse peger Louise på vigtigheden af, at børn og unge oplever at have medbestemmelse i forhold til, hvilke aktiviteter, der skal være, altså at de bliver taget med på råd.
Vær en deltagende pædagog
Hvad kan man som pædagog gøre for at inddrage børn og unge?
”I børnene og de unges frie tid i SFO og klub bliver pædagogerne betonet som værende lyttende, tilgængelige og deltagende. Netop det at være en deltagende pædagog kan have en afgørende betydning for flere børn og unges deltagelsesmuligheder. Mange pædagoger har et godt blik for, hvilke børn der er deltagende, og hvem der måske kan opleve lidt flere udfordringer med det,” fortæller Louise og kommer videre med nogle løsninger i forhold til de børn og unge, som netop har udfordringer i forhold til at deltage.
”Her kan de trække på forskellige tilgange til at få barnet eller den unge med. Det kan være ved selv at være med i en given aktivitet sammen med barnet/den unge og ved at sætte ord på, hvilke aktiviteter der er gang i, og hvordan man kan deltage osv.”
Louise har også et råd til de pædagoger, der gerne vil være klogere på børnene og de unges deltagelsesmuligheder i deres fritidspædagogiske tilbud.
”En måde pædagogerne kan blive mere bevidste om børnene og de unges deltagelsesmuligheder på i de fritidspædagogiske tilbud er ved at styrke arbejdet med børn- og ungeperspektiver, hvor de bliver gjort til aktive aktører i at vise og fortælle, hvor de ser muligheder eller måske begrænsninger i at være deltagende i deres SFO, junior- eller ungdomsklub. Det kan f.eks. være gennem fotos, tegninger, digte eller andre udtryksformer.”
Vil du vide mere?
Er du interesseret i at høre Louise fortælle mere om børn og unges deltagelsesmuligheder, så deltag i medlemsarrangementet d. 29. oktober. Du kan tilmelde dig her.