En attraktiv pædagoguddannelse 

Gennem denne generalforsamlingsperiode har vi fastholdt og videreudviklet vores fokus på at bidrage til rekruttering til pædagoguddannelserne i samarbejde med tillidsvalgte, forvaltninger, kommuner og uddannelsessteder. 

I vores lokale politiske påvirkningsarbejde er rekruttering til uddannelsen et meget centralt emne, fx til alget 2025. Vi har derudover haft processer om rekruttering, herunder også vigtigheden af gode praktikker, på TR-møder i alle 8 kommuner. Vi har desuden i samarbejde med flere af vores kommuner vedvarende fokus på at få flere meritpædagogstuderende.

Søgningen til pædagoguddannelsen har på landsplan været faldende, men i 2026 har der været en stigning i optaget til den ordinære uddannelse på to uddannelsessteder i vores område og en stigning i meritstuderende på det tredje uddannelsessted. Der er fortsat ikke fuldt optag, men det er meget positivt, at der er fremgang. At sikre flere studerende på pædagoguddannelsen er afgørende for professionens fremtid i MidtVestjylland.

Både i 2025 og 2026 har vi inviteret til medlemsarrangementer målrettet praktikvejledere. Her har vi arbejdet med materiale, der tager afsæt i BUPL’s etiske grundlag, som praktikvejledere kan gøre brug af i praktikvejledningen. Materialet er udviklet med afsæt i vores mange tiltag på uddannelsen, hvor vi møder både studerende og praktikvejledere og bliver inddraget i deres erfaringer.   

Vi har fortsat stort fokus på at møde pædagogstuderende på de tre uddannelsessteder i området ved flere forskellige lejligheder, bl.a. i forbindelse med studiedage, vejlederdage og andre aktiviteter på uddannelsen, samt ved vores medlemsarrangementer. 

Formålet er at skabe kontakt, synliggøre fagforeningens relevans og understøtte de studerendes forståelse af den pædagogiske profession og deres kommende arbejdsliv. Ambitionen er at møde de studerende på hvert semester og dermed sikre en løbende kontakt gennem hele uddannelsesforløbet. Vi tager udgangspunkt i vores eget materiale om etik i mødet med de studerende. På den måde får de studerende tidligt kendskab til BUPL, vores arbejde og de muligheder, som medlemskabet giver – både under studiet og i overgangen til arbejdslivet som pædagog.

Fandt du, hvad du søgte?

For at undgå spam, skal du godkende at du ikke er en robot.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.