’Få en forsker’ løfter fagligheden i egen praksis

Siden 2019 har medlemmer af BUPL landet over, haft muligheden for at ansøge om at få en forsker ud i institutionerne til oplæg, diskussion og samtale helt gratis. Gennem initiativet ’Få en forsker’ får pædagoger ny viden og inspiration til at udvikle den pædagogfaglige praksis. 148 ansøgte om at få en forsker i 2023. En af dem, der ansøgte, og fik en forsker på besøg, er Asgård Børnehus i Odense.
Forsker i køn og kønsidentitet, Signe Thingstrup, holder oplæg i Asgård Børnehus.
Signe Thingstrup, lektor ved Københavns professionshøjskole og forsker i køn og kønsidentitet, holder oplæg i Asgård Børnehus.

Da nogle af de ældste drenge i Asgård børnehus begyndte at ekskludere piger i deres leg med køn som begrundelse, besluttede pædagoger og leder at sætte ind og forsøge at rykke på den fortælling som de pågældende drenge havde og forsøge at stoppe det.

”Når børn får den ide, at de ikke kan lege med det andet køn, bliver det hurtigt en ”trend” i børnegruppen, og i børnekulturen kommer de til at begrænse hinandens muligheder for at lege med hinanden, kønnene imellem. Børnene får kategoriseret hinanden hen et sted, hvor de lukker af for muligheder i stedet for at se mulighederne i hinanden, uanset køn, hårfarve, krumme tæer eller briller,” siger daglig pædagogisk leder i Asgård Børnehus, Kirsten Kudsk Jensen.

Få en forsker
Derfor begyndte pædagogerne at arbejde med ordet ”forskellighed” i forhold til køn, hårfarve, øjenfarve og hårlængde, som alt sammen er et udtryk for forskellighed og italesætte forskelligheder i hverdagen. 

”På samme tid havde jeg set muligheden for at ansøge om at få en forsker ud og fortælle om nogle emner. Her lå det lige til højrebenet at søge om at høre om forskernes seneste forskningsresultater om køn og kønsidentitet. Vi udarbejdede en SMITTE der omhandlede ordet: ”forskellighed” og tog den med til vores forældrerådsmøde. Vi arbejdede således med forskellighed på mange måder, både på børnemøder, i hverdagsrutinerne, i lege på legepladsen og delte med hinanden,” lyder det fra Kirsten Kudsk Jensen.

Efter en god måneds tid med fokus på forskellighed, faldt tingene lidt til ro igen. Men der var stadig behov for at få den forskningsmæssige vinkel og input til arbejdet med køn i en børnegruppe. 

Det fik de med forsker Signe Thingstrup, lektor ved Københavns professionshøjskole og forsker i køn og kønsidentitet. Med hendes oplæg om forståelser af køns betydning for organisering, hverdagsliv og indretning i daginstitutioner gav hun bud på, hvordan forskellige perspektiver på køn kan få betydning i den pædagogiske praksis. 

”Vi havde jo en øget opmærksomhed på køn – blandt andet hvordan bøger ofte illustrerer piger i kjole og drenge i bluse og bukser. Og vi tog os selv i at have nogle forskellige forventninger til drenge og piger. Det kom blandt andet til udtryk, da en pige bygger et køretøj med nogle klodser og hendes køretøj kører længst af alle. Drengene bygger og skiller ad flere gange og kommer ikke frem til det gode resultat,” siger den daglige pædagogiske leder.

Oplægget fra Signe Thingstrup skulle gøre pædagogerne mere bevidste om de blinde pletter, hvor man kommer til ar tillægge drenge og piger noget, som enten begrænser dem eller skaber forventninger, der ikke tager udgangspunkt i det enkelte barn. 

Vi vil helt klart anbefale andre at søge om at få en forsker ud i egen institution. Det løfter vores faglighed, fordi forskningen kommer helt tæt på vores praksis, når vi er sammen 1 – 1

Kirsten Kudsk Jensen, Daglig pædagogisk leder i Asgård Børnehus

 

”Øjenåbner”
Besøget af Signe Thingstrup gav både refleksioner i personalegruppen og et mere målrettet fokus på at få børnene til at lege på andre måder.

”Det var en øjenåbner med begrebet ”kønnet leg,” fortæller Kirsten Kudsk Jensen og fortsætter:

”Der er lege der er meget kønnede. Jo mere scriptet en leg er, jo mere kønnet er den ofte, f.eks. mor, far og børn, superhelteleg, hvor legens indhold er kendt. Vores fornemme opgave er at åbne legene op, så en leg inviterer til begge køn. F.eks. har vi en ”dukkekrog”, hvilket vi vil lave om, så navnet inviterer til begge køn,”  

Men det er ikke kun børnene, der skal lære at lege på andre måder. Også pædagogerne skal være mere bevidste om, hvordan de selv undgår at dele op i drenge og piger.

”Vi skal have fokus på, at alle kolleger kan, Det er ikke kun den mandlige pædagog i huset, som kan noget med værktøj.  Vi skal huske at tænke os selv ”ud af busken” og vise børnene, at vi kvinder, kan også bruge værktøj. Vi har aftalt, at vi øver vores bevidsthed på, hvornår vi uden at tænke over det, opdeler børnene i drenge og piger og gøre hinanden opmærksomme på hvis vi gør det, så vi får skubbet til hinanden.

Søg, søg, søg
Med ”Få en forsker” har Asgård Børnehus fået mulighed for at få talt helt ned i egne eksempler og ind i de tvivlsspørgsmål, de står med indimellem. Det styrker dem fagligt i spørgsmål om køn – også i samtalerne med forældre, Og så betød besøget, at alle i huset har adgang til samme viden.

”Vi vil helt klart anbefale andre at søge om at få en forsker ud i egen institution. Det løfter vores faglighed, fordi forskningen kommer helt tæt på vores praksis, når vi er sammen 1 – 1 og kan se tingene i META-plan. Med et forskerforedrag kommer vi til, både før og efter foredraget, at have fokus på emnet, vi har søgt, hvilket giver det tid og en bedre bearbejdning af emnet,” siger Kirsten Kudsk Jensen. 

’Få en forsker’ får en vitaminindsprøjtning på en million kroner fra Velfærds- og forskningsfonden for Pædagoger. Det betyder, at endnu flere institutioner får mulighed for at få en forsker ud helt gratis til oplæg, diskussion og samtale om forskningen i praksis over de næste to år.

Den kommende ansøgningsrunde til ’Få en forsker’ åbner i efteråret 2024. Ansøgningen skal ske via MitBUPL. Læs mere om ’Få en forsker’ og se, hvad vi lægger vægt på i ansøgningen her:
https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/forskningsunivers/faa-en-forsker

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.