TEMA. Børneforskere advarer: Fatalt at spare kolonien væk

På kolonien træner børn kreativitet, opbygger selvværd og styrker evnen til at mærke sig selv. At spare kolonien væk bliver dyrt på den lange bane, vurderer forskere.

Her er ingen tal og bogstaver. Ingen krav til, hvordan snobrødet skal bages.

Her er masser af tid til at smide sig i det høje græs med kig til himlen. Kolonien er ferie fra hverdagen – et vigtigt mellemrum, der giver børn mulighed for at opbygge afgørende sociale og psykologiske kompetencer, som en skemalagt voksenstyret hverdag levner meget lidt rum til i dag.



Derfor er det fatalt, hvis vi sparer kolonierne væk. Det kan blive rigtigt dyrt på den lange bane, vurderer ph.d. og pædagogisk leder af Styrkeakademiet Louise Tidmand.



»Børn bliver vænnet til, at al tid er styret og skemalagt – også i familierne, hvor mange først og fremmest er sammen om aktiviteter med et mål. Vi får ikke lært vores børn bare at være. Hermed får de ikke mulighed for at mærke sig selv og at lære den sunde kedsomhed at kende. Det er et problem, for her får de idéer og øver sig i at forfølge kreative indfald,« siger hun.



Tid til fordybelse. Louise Tidmand har blandt andet forsket i børns oplevelse af kedsomhed og konkluderet, at børn har fået sværere ved at være i mellemrummene mellem skemalagte aktiviteter, hvor de har mulighed for at mærke sig selv og finde på noget selv.



»Kolonien tilbyder et vigtigt mellemrum, hvor børn kan få opfyldt et grundlæggende psykologisk behov for selvbestemmelse. Friheden fra mål og krav giver dem følelsen af at stå ved roret på eget skib. Her er større mulighed for at deltage på egne præmisser uden regler. Det mindsker risikoen for nederlag,« forklarer hun.



Selv om kolonien bliver betragtet som et frirum fra læringsmål, lærer børn rigtigt meget og vender hjem med kompetencer, som bliver overset i en voksen- og læringsstyret hverdag, mener hun.



»I dag er børn generelt dygtigere til tal og bogstaver end tidligere, når de starter i skole, men deres sociale kompetencer er generelt svagere end tidligere. Kolonien træner netop det sociale, robusthed og personlig integritet. Derfor må vi endelig ikke spare den væk. Det kan blive meget dyrt på den lange bane.«



Plads til nærvær. Netop det forhold, at kolonien vender vrangen ud på dagligdagens voksenrationaler og sætter eventyret i fokus, gør den værdifuld og uundværlig i børns udvikling, mener børneforsker Erik Sigsgaard.

Når han interviewer børn om, hvad de savner i deres liv, svarer de netop fritid og samvær med vennerne.



»Meget af det, som de voksne synes er meningen med barndommen, er fuldstændig ulogisk for børnene. For dem er meningen med livet at være sammen med vennerne, få et knus og sidde på skødet. Vi overser, at børn lærer rigtigt meget, når de ikke er under voksenkommando,« siger han.



Derfor er koloniens frihed og fokus på nærvær, rum til at finde på, fravær af voksenstyring, eventyrlyst og forventningsglæde vigtige elementer, som vi ikke må underkende, når vi overvejer, om der skal prioriteres ressourcer til at tage afsted, mener Erik Sigsgaard.



Styrker relationer. Også forholdet mellem børn og voksne bliver styrket på kolonien i en tid, hvor nærværet er under pres. Måske fordi de voksnes barndomsminder også sender et skud nostalgisk lykke ind i foretagendet, mener Erik Sigsgaard.



»De vante relationer mellem børn og voksne ændrer sig, når vi er sammen i døgndrift i nye rammer. Det ligger i koloniens DNA, at den er en fest og et frirum fra hverdagen. De voksne slapper også mere af og bliver måske mindet om stærke oplevelser fra dengang, de selv var væk hjemmefra på koloni.«



Vil man have rationelle argumenter for at bevare kolonien, kan man forholde sig til den nye daginstitutionslovs bestemmelser om at give børn mere tid til legende at forfølge deres egne spontane idéer som pusterum i det stærke fokus på læring, der har gennemsyret kravene til den pædagogiske praksis de seneste år.



»Vi vil rigtigt gerne have robuste, glade og kreative børn. Det kræver, at vi tilbyder dem rammer til at være det. Kolonien er gylden muld for børns kreativitet og selvværd,« siger Louise Tidmand.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.