Ny forskning: Vi udsætter børn for et systematisk troværdighedstab
Historisk har skolen spillet en vigtig rolle i at forberede børn til demokratiet. I folkeskoleloven hedder det, at det skal ske ved, at skolens virke skal ’være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati’.
Det foregår traditionelt gennem debatter i klassen og elevrådet, skolevalg og besøg på rådhuse eller i Folketinget.
Men den demokratiske kvalitet af selve det hverdagsliv, som børn og unge lever i skolen, glider ud af fokus. Og tilgangen betyder, at børns synspunkter systematisk bliver underordnet voksnes.
Sådan argumenterer forsker Maria Louise Larsen Hedegaard i sin ph.d.-afhandling, der tager udgangspunkt i den den nye forskningsretning 'childism.'
”Den måde, vi traditionelt tænker demokratisk dannelse, er, at vi skal forberede barnet på dets senere indtræden i verden og i den politiske sfære. Det er en tænkning, som handler om, at barnet er ufuldstændigt, og at det er pædagogikkens og uddannelsens rolle at gøre barnet klar på den rigtige måde. Den tankegang har jeg problematiseret, og jeg har forsøgt at komme med et bud på, hvordan vi kan tænke anderledes,” siger hun.
”Ja, nu er det jo ikke ualmindeligt, at børn har en lidt anden opfattelse”
Maria Louise Larsen Hedegaard giver et eksempel fra sit feltarbejde, hvor hun observerede et møde mellem forældrene til et barn i 3. klasse, en lærer og skolelederen.
Der var problemer omkring barnet, og skolelæreren fortalte om problemerne. På et tidspunkt sagde faren, at barnet havde en lidt anden version, fortæller Maria Louise Larsen Hedegaard.
”I mine ører gav det god mening. Jeg begyndte at forstå, hvorfor barnet reagerede sådan. Men så sagde skolelederen: Ja, nu er det jo ikke ualmindeligt, at børn har en lidt anden opfattelse af, hvad der er sket, end den voksne. Det lå ligesom underforstået, at den voksne selvfølgelig har ret. Det var ikke en hverken en ond eller dum skoleleder, men logikken var, at de voksne ved, hvad der sker.”
Pointen er, at når det gælder en voksen-barn relation, bliver børns synspunkter systematisk marginaliseret eller underordnet voksnes. Inden for childism-forskning bliver denne marginalisering af børnenes synspunkt kaldt 'adultisme.'
”Faren siger, hvad barnet har sagt, men det tillægger de voksne ikke så høj troværdighed. Fordi det er et barn, der siger det. Min pointe er, at vi systematisk udsætter børn for en uretfærdighed. Ikke bevidst og slet ikke af ond vilje, men fordi vi opererer med en underbevidst mangeltænkning om barnet. Vi tildeler barnet et systematisk troværdighedsunderskud, der betyder, at der er ting, vi ikke hører, ser og opfatter,” siger Maria Louise Larsen Hedegaard.
Barnet kan tænke, handle og udtrykke sin kritik
I pædagogikken og hele vores børnesyn er der ifølge Maria Louise Larsen Hedegaard en gennemgående fortælling om det, hun kalder den fuldendte voksne og det ufærdige barn.
Hun henviser til, at John Wall, en førende forsker inden for childism, har demonstreret, hvordan næsten alle store tænkere og filosoffer inden for pædagogikken har opereret med en mangeltænkning om barnet. Det kommer til udtryk i den måde vi ofte – fuldstændigt naturligt og ubevidst – tillægger børns udsagn mindre værdi end voksnes.
Men childism har det udgangspunkt, at barnet allerede lever et liv, som det oplever og deltager i, og som det tænker og taler om og har holdninger, meninger og ideer til. Barnet er allerede et politisk subjekt, ligesom voksne, det vil sige en borger i samfundet, som kan tænke, handle, føle og udtrykke sig.
”Det betyder, at der ikke noget at lære, for at kunne tænke og udtrykke sin mening og kritik. Altså er der ikke noget, pædagoger skal forberede barnet på, før det kan tale som et politisk subjekt.”
Flytter fokus til pædagogikken selv
Selvfølgelig skal børn lære en masse ting i livet, understreger Maria Louise Larsen Hedegaard. Men childism ændrer fokus for demokratisk dannelse. I stedet for at lære barnet at tænke og tale på den rigtige måde, flytter fokus til barnets omgivelser. Måske til pædagogikken selv.
”Spørgsmålet bliver nu, hvordan vi kan indrette pædagogikken og institutionerne på en måde, så vi kan høre, forstå og respondere på det, barnet siger og udtrykker og på den måde anerkende barnet som det politiske subjekt, det allerede er.”
Pædagoger har muligvis et forspring
En anden pointe er, at vi nemt kommer til at arbejde med voksencentrerede opfattelser af, hvad det vil sige at tale og at sige sin mening. Her har pædagoger muligvis et forspring i forhold til at arbejde med en mere childist tilgang i kraft af deres faglighed, ifølge forskeren og understreger, at det ikke er noget, hun har undersøgt specifikt.
”Men min antagelse er, at den pædagogiske faglighed har et større fokus på at lytte lidt bredere, til det, som børn udtrykker. Man lytter måske i højere grad til børns kroppe, og det er en mere inkluderende opfattelse af, hvad det vil sige at tale og sige sin mening,” siger hun.
Børn skal ikke bestemme over de voksne
En childist tilgang betyder ikke, at det enkelte barns oplevelse altid skal være sandheden, eller at vi skal tage særlige hensyn på bekostning af fællesskabet, eller at børnene skal bestemme over de voksne, understreger forskeren.
Men det handler om, at også børn bliver taget alvorligt, når de udtrykker kritik og utilfredshed, og at børns oplevelser og perspektiver ikke systematisk skal underordnes voksnes, alene fordi de er børn.
”I stedet for at tænke, at vi skal lære barnet at tænke og tale på bestemte måder, skal vi sørge for, at vi ikke kommer til at overbevise barnet om, at det ikke kan tænke og tale som et politisk subjekt. Og det kommer vi til, når vi ikke tager barnets oplevelser og følelser alvorligt på linje med voksnes.”
