Pædagogisk meningsdanner


OBS – Ansøgningsfristen er overskredet.

Er du pædagog på 0-6-årsområdet? Drømmer du om, at virkeligheden fra blå, gul og rød stue fylder mere i den offentlige debat? Så er det dig, vi leder efter!


Opdateret d. 28. juni 2018

Tænketanken Cevea og BUPL søger 24 dygtige og dedikerede pædagoger på 0-6-årsområdet til en spændende uddannelse i meningsdannelse. Der er brug for pædagoger, der vil, kan og har mod på at blande sig i den offentlige debat med erfaringer og indsigt fra deres hverdag. Stemmer, der ved, hvad der sker i de danske daginstitutioner – og har lyst til at udvikle både dem og det danske velfærdssamfund.

På uddannelsen får du redskaberne og modet til at gøre din virkelighed, pædagogiske viden og indsigt til relevante og slagkraftige indspark i både aviser, radio og TV, samt på de sociale medier.

“På Pædagogisk Meningsdanner lærte jeg, hvor og hvordan jeg kunne bruge min stemme til at kæmpe for bedre vilkår for børnene”, siger tidligere deltager på Pædagogisk Meningsdanner.

Bliv pædagogisk meningsdanner og lær at træde frem for faget, dine kolleger og børnene!

Uddannelsen vil give dig:

  • Konkrete redskaber til at kommunikere med udgangspunkt i din egen pædagogiske faglighed og erfaringer
  • Indgående viden om det danske velfærdssamfund anno 2018 og sammenhængen mellem velfærdssamfund, profession og meningsdannelse.
  • Det nødvendige mod til at gøre din stemme gældende.
  • Et stærkt netværk af engagerede kolleger og pædagoger fra hele Danmark, du kan bruge resten af livet.

“Jeg tør tro på, at det, jeg har på hjerte, er lige så vigtigt som tørre tal. Og at det ikke er så farligt at stikke næsen frem”, siger tidligere deltager på Pædagogisk Meningsdanner.

Sådan gør vi

Uddannelsen bygger på historiefortælling som kommunikationsredskab. Og så benytter vi metoden offentlig aktionslæring. Det betyder helt enkelt, at vi sammen skal øve os i at deltage i den offentlige debat, der hvor det får en betydning.

Undervejs i uddannelsen kommer du til at lære at skrive og udgive blogindlæg, læserbreve, bruge de sociale medier og træne mundtlig debat. Derudover vil vi også forsøge at forstå og arbejde med både grafer og tal.

Forløbet vil veksle mellem praktiske øvelser, gruppearbejde og oplæg fra en række dygtige oplægsholdere. Det kræver en indsats fra dig på de 3 moduler, men også i tiden mellem modulerne, hvor du bl.a. skal skrive indlæg, bruge sociale medier og øve historiefortælling.

Du kan læse blogindlæg fra tidligere deltagere på: https://voresvirkelighed.dk/

Forventninger til dig

Vi leder efter 24 dygtige, engagerede og passionerede pædagoger på 0-6 års området.

Du behøver hverken have en skarp tunge eller en spids pen. Det skal vi nok lære dig. Det vigtigste er, at du har mod og lyst til at gøre en forskel for børnene, dine kolleger og dig!

Det er et krav, at du kan deltage på alle moduler og kan sætte tid af mellem modulerne, til at øve dig på det du har lært.

Praktisk
  • Modul 1: 3.-5. september 2018
  • Modul 2: 8.-10. oktober 2018
  • Modul 3: 5.-7. november 2018
  • Opsamlingsdag: foråret 2019 – fastlægges senere.

Uddannelsen foregår i Middelfart. BUPL dækker kost, logi, transport og evt. frikøb for de kursusdage, der falder på arbejdsdage.

Sådan søger du

Send en ansøgning via hjemmesiden her. Udvælgelsen af deltagere sker på baggrund af motiverede ansøgninger.

I ansøgningsskemaet skal du skrive en motiveret ansøgning, hvor du blandt andet kommer ind på følgende emner:

  • Hvorfor søger du uddannelsen Pædagogisk Meningsdanner?
  • Hvorfor brænder du for det pædagogiske arbejde?
  • Hvilke udfordringer ser du for pædagogers arbejde?
  • Hvorfor synes du, at det er vigtigt at få pædagogernes stemme frem i den offentlige debat?
  • Har du tidligere prøvet kræfter med at skrive blog- eller debatindlæg – eller på anden vis deltaget i den offentlige debat?
  • Hvad håber du på at få ud af uddannelsen Pædagogisk Meningsdanner?

Udfyld ansøgningsskema

Ansøgningsfrist

Søndag d. 3. juni 2018.
Alle ansøgere kan forvente svar om optagelse senest i starten af uge 26.

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål til uddannelsen, så kontakt uddannelseschef Kristian Birk på kbi@cevea.dk