Sigsgaard drømmer om børnemiljøer uden skældud
Da Erik Sigsgaard fyldte 80 i 2018, blev han i en omtale kaldt ’Skæld ikke ud-Erik’. Den fremtrædende børneforsker har da også brugt de seneste 30 år af sit professionelle virke på at forklare voksne, og især dem i børnenes dagtilbud og skoler, at de ikke må skælde ud på børn.
For som børnene ofte fortalte ham, oplevede de mere skældud i institutionerne, end de gjorde derhjemme, og skældud er ’ligesom at slå med stemmen’, og det gør ’ondt indeni’, sagde to 5-6-årige børnehavebørn.
Ansporet af disse og mange lignende udsagn gik Erik Sigsgaard til kamp mod skældud: Først kom bogen ’Skældud’, der er baseret på hans forskergruppes undersøgelser helt tilbage fra 1990’erne og egne interview med både børn og personale i to danske børnehaver. Senere henvendte han sig også til forældre i bogen ’Skæld mindre ud’. Og i 2019 genoptager han emnet i en bog med titlen: ’I stedet for skældud’, som er blevet til i samarbejde med familievejleder Christina Abildgaard og skribent Julie Top-Nørgaard.
Bogen retter sig på ny mod personale i dagtilbud, for der er fortsat behov for at tale om skadevirkningerne af skældud, men der er også meget, der kan gøres for at undgå skældud, lyder det fra bogens både bekymrede og tillidsfulde forfattere.
’Vi er bekymrede for de børn, der lider under skældud, men vi har samtidig tillid til pædagogers muligheder for at nedbringe mængden af skældud,’ skriver de i forordet.
Skældudfrie børnemiljøer
Ifølge en nyere undersøgelse fra Dansk Center for Undervisningsmiljø bliver cirka hvert fjerde børnehavebarn udsat for skældud i børnehaven.
Erik Sigsgaard har gennem sin forskning set skadevirkningerne på børnene, men han har også mødt pædagoger, som på bedste vis er lykkedes med at skabe helt eller næsten skældudfrie børnemiljøer.
Flere af eksemplerne er med i den nye bog: Der fortælles om en børnehave, hvor pædagogerne bemærkede, at de altid skyndte og skændte på børnene på vej hjem fra tur, fordi de skulle nå hjem til frokosten. De besluttede derfor at aflyse den faste spisetid på turdage, og som resultat skældte de mindre ud.
Et andet eksempel i bogen beretter om en institution, som fik bugt med skældud i garderobesituationer bare ved at inddele børnene i to mindre grupper og på skift sende dem ind fra legepladsen.
»Skældud i institutioner opstår tit, fordi man er overudfordret på eksempelvis plads, tid eller normering. Vi anerkender, at dagens daginstitutioner har svære rammevilkår, der udfordrer både pædagoger og børn, men der er altid noget, man kan gøre for at undgå at skælde ud. Og er man lykkedes med at eliminere skældud i en situation, får man bedre overskud til at arbejde med at mindske skældud i andre situationer,« siger Erik Sigsgaard, der selv er blevet glad for den nye bog.
»Vi er nået frem til at lave en bog, som er til at læse, og som med gode eksempler og brugbare metoder viser vej til, hvordan vi kan være sammen med vores børn i deres institutioner på en måde, så vi ikke skader dem for meget,« siger han.
Skælduds skadelige virkninger
Mens skadelige fysiske overgreb som lussinger, endefulde og slag med spanskrør længe har været forbudte og strafbare i både børns hjem og institutioner, går det mere trægt med at indføre et egentlig forbud mod psykiske overgreb som udskamning, systematisk mobning, nedgørelse, krænkelser, overfusninger, irettesættelser og andre former for skældud af børn.
Men det går dog fremad, oplever Erik Sigsgaard.
»Vi er begyndt at tale om skælduds skadelige virkning på børnenes selvværd og psyke. Og regeringen har netop fremsat et lovforslag, som skal straffe psykisk vold i nære relationer på lige fod med fysisk vold og med fængsel i op til tre år. Det skal nok blive vedtaget, men i nære relationer kan det blive svært med bevisførelsen,« bemærker han.
Tror på forbud mod skældud
Han finder det ikke utænkeligt, at det en dag bliver ulovligt at skælde sit barn ud, på samme måde som det fra 1997 blev ulovligt at slå sit barn.
»Måske om 100 år bliver skældud forbudt, men det sker ikke på én gang og kun ved, at vi alle sammen sætter os realistiske mål om at skælde mindre ud og hjælper hinanden med at nå dem,« siger han.
Jo mere institutionsagtige rammer, jo mere skældud
Selv vil han fortsætte med at skrive bøger om emnet, og han har allerede et nyt bogprojekt i gang om skældud i skolen.
»Også i skolen er der de seneste 50 år sket en mærkbar civilisering og demokratisering. Lærerne udøver mindre magt overfor eleverne, men der er stadig mere skældud i skolen end i dagtilbuddene,« vurderer Erik Sigsgaard, der, før han fik sin pædagogiske kandidatuddannelse, først læste til lærer og også var omkring psykologistudiet. Hans forklaring er, at jo mere institutionsagtige rammer børnene sættes i, jo mere skældud får de.
Og hvor dagtilbuddene typisk er mere institutionaliserede end hjemmene, er skolerne bredt set mere institutionaliserede end dagtilbuddene, pointerer han.
»Med institutionalisering følger krav og regler, som børn forventes at tilpasse sig, og kravene går ofte mod børnenes naturlige lyster, følelser og behov, og derfor opstår skældud. Især i skolen er der krav om at sidde vinkelret på stolen, der er flere klokker, der ringer, og mange skal’er,« fremhæver Erik Sigsgaard.
Men han ser også lige nu en idé om, at dagtilbuddene skal ligne skolen mere og mere, og således er de kommet mere i risikozonen for at danne grobund for skældud.
»Især mange politikere mener, at børnene ikke tidligt nok kan lære at vente på tur, sidde pænt, være sulten på klokkeslættet, modtage en kollektiv besked og tisse i takt, så de er forberedt til skolen og alt det, der kommer efter. Men hvis vi vil afvikle skældud, så er vi som samfund nødt til at opgive noget af alt det forberederi, løsne op for institutionaliseringen og give børnene større frihed og plads til at være børn,« mener Erik Sigsgaard.
Vi er bekymrede for de børn, der lider under skældud, men vi har samtidig tillid til pædagogers muligheder for at nedbringe mængden af skældud
Erik Sigsgaard
Bevar børnenes munterhed
I sin forskning og sit kritiske syn på såvel institutionalisering som skældud er Erik Sigsgaard inspireret af godsejer og skoletænker Johan Ludvig Reventlow, som i 1784 oprettede sin egen skole på godset Brahetrolleborg på Fyn. I den anledning skrev han ’Brahetrolleborg Skolevæsens Instrux’. Her står blandt andet: ’Korporlig Straf og grove Skieldsord er ikke det, som Skoleholderen skal holde sine Børn i Orden med’. Endvidere fremhæves det som vigtigt, at børn i deres første skoleår kun skal gå i skole i en time, så de ’altiid beholder deres Munterhed, og Skolen ikke falder dem til Last’.
»Allerede i Reventlows Instrux opfattes skolen som et tvangssystem, som han kritiserer for at kunne frarøve børnene legen og livsglæden, og vi må derfor dosere skolegangen den første tid med stor forsigtighed: ’Ikke over en time om dagen’ siger han, hvilket er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har læst, fordi det viser omtanke for, hvad det er at være barn og have et godt børneliv,« siger Erik Sigsgaard, der i sine tanker tit har ’talt’ med Reventlow om, hvordan den omfattende institutionalisering af børns liv i mål- og læringsstyrede dagtilbud og lange skoledage i dag er i risiko for at ødelægge børnenes naturlige legelyst.
»Groft sagt holder børn jo nærmest op med at lege, når de som 5-6-årige begynder i skole og skal rette ind, for ellers kan man nok få skældud eller blive sendt uden for døren. Legen er jo forsvundet i en sådan grad, at legetøjsbutikkerne går konkurs,« siger Erik Sigsgaard.
En mere legende skole
Han så gerne en mere legende skole og hilser naturskoler, unschooling-bevægelsen og skovbørnehaver velkomne, fordi de i høj grad vil give børn plads og rum til at udfolde deres nysgerrige, eksperimenterende natur og i mindre grad hæmmer børnenes leg.
»Det allermest værdifulde er det legende, og vi skal ikke proppe for meget styring og undervisning ned i børns tidlige institutionsliv, for så forhindrer vi børnene i at opleve legens glæde, frihed, kropslighed, spænding og karakter af at være en opdagelsesrejse. Når børn leger, har de det godt med hinanden, og når kroppene er i gang, udvikler børnene sig, og de kan faktisk ikke undgå at lære noget,« siger Erik Sigsgaard.
Vigtig modstand mod for megen styring
Børneforskeren bliver optimistisk, hver gang han ser modstand mod for meget styring af legen. Og han husker et eksempel på dette fra en institution, hvor pædagogerne gjorde en dyd ud af at sætte børnene fri og bryde med den institutionalisering, som ifølge forskeren er skyld i meget skældud:
I institutionen var der en gruppe på 4-5 drenge, som hver dag mødtes i deres hemmelige klub. De mødtes på legepladsen ved hegnet mellem institutionens grund og græsmarken uden for. Her kunne de snakke og kigge ud over marken. En dag hentede de børnehavens skovle og spader og gik i gang med at grave en tunnel. De arbejdede længe og i mange dage, og pædagogerne observerede dem på afstand. Da drengene efter nogle dage havde gravet et hul hele vejen ud under hegnet, begav en af drengene sig ned i hullet og fik sig mavet igennem og op på den anden side af hegnet. Her tissede han på græsset i udkanten af marken, hvorefter han kravlede tilbage gennem hullet. Da han var kommet tilbage, gik drengene i gang med at dække hullet til igen. Efter nogle få dage kunne man faktisk ikke se, at der engang havde været en tunnel.
»Det er jo en fantastisk historie. Ikke om at de tvangsanbragte i institutionen prøver at undslippe, men om at de voksne lader dem gøre modstand og ikke begrænser dem. Vi må lade stå lidt åbent, hvorfor børnene gør, som de gør, men umiddelbart tænker jeg, at børnene her finder en tryghed i at opleve, at de ikke fuldstændig har mistet magten over deres eget liv men kan grave sig ud i friheden. Både børnene og pædagogerne kan siges at forholde sig kritisk til de institutionelle rammer,« siger Erik Sigsgaard.
Han ser også sig selv som kritiker, når han igennem sine bøger viser sin modstand mod alt fra skældud i dagtilbud til fravær af leg i skolen.
Han vil gerne vise en anden vej og mener, at der i samfundet skal meget mere fokus på, hvordan børn kan få lov til bare at være, frem for hvad de skal lære.
»Det er som om, man tænker, at fordi børnene senere skal på arbejdsmarkedet og gå så grueligt meget ondt igennem, kan de kun tidligt nok begynde. Så sætter vi dem til at terpe a’er, selvom det ikke giver nogen mening i en 4-5-årigs liv. Lad dem nu lege. Børnehavens opgave er ikke at gøre børn skoleparate. Hvis vi vil minimere mængden af skældud, skal vi omvendt have dagtilbud og skoler, der er parate til børnene,« siger Erik Sigsgaard.
