Formandstale 1. maj 2022

Det talte ord gælder:

Kære alle,

De seneste to år har der stået corona over det hele i mine 1. maj-taler.

Nu har pandemien sluppet sit greb. Heldigvis. Det har været en hård tid for mange:

Børn og unge, der ikke har kunne være sammen med deres venner. Det gode børneliv og ungdomsliv blev sat på pause på ubestemt tid.

Ældre mennesker kunne ikke få besøg af børn og børnebørn. Familier måtte isolere sig fra dem, de holder af.
Det har også været hårdt for rigtigt mange lønmodtagere. Dem, der mistede deres job, og dem der har stået i frontlinjen med eget helbred som indsats for at holde Danmark i gang.

Det gælder blandt andre BUPL’s medlemmer – pædagogerne – der selv under den værste smittebølge gik på arbejde for at sikre bare en smule normalitet og hverdag for de børn og unge, som vi er der for. Og for at børnenes forældre kunne passe deres job.

På den måde viste corona-nedlukningen os endnu éngang, at det offentlige og private arbejdsmarked er hinandens forudsætninger – og ikke modsætninger, som nogle prøver at fortælle os.

Der er ikke nogen som ”snylter” på nogen. Offentlige og private lønmodtagere står sammen om at holde Danmark kørende og sikre velfærden med hver vores bidrag.
………..
Nu står vi her så igen. Corona-pandemien var knap drevet over, da en anden katastrofe og krise ramte – nemlig den russiske invasion af Ukraine.

Vi kender endnu ikke det fulde omfang af den frygtelige krig i Ukraine. Vi ser de uhyggelige billeder af lig i gaderne og sønderbombede byer. Og vi hører de knugende beretninger om mødre og børn på flugt, og om unge mænd og fædre, der må blive hjemme og kæmpe med livet som indsats. Det er tragisk og ufatteligt, at vi skal opleve en krig i Europa i år 2022.

Corona-pandemien lærte os, hvor uundværlige vores fysiske fællesskaber er. Hvor meget et kram betyder. Hvor meget frihed til at bevæge sig rundt betyder.

Krigen i Ukraine minder os om, at vi aldrig må tage vores velfærd og vores frihed for givet. Vi skal værne om den.
Og krigen er også med til at understrege vigtigheden af solidaritet, som jo er det, vi fejrer her i dag – 1. maj. Solidaritet går aldrig af mode, og den rækker videre end os selv og vores nærmeste.

Jeg er stolt af de tusindvis af pædagoger –der har givet alt hvad de havde i sig under to år med Corona – og nu alligevel finder nogle ekstra menneskelige reserver frem for at hjælpe de børn og unge, som kommer til landet.

Vi har pensionerede pædagoger og efterlønnere, der melder sig i jobbank for at tage en ekstra tørn. DET er solidaritet.

Men jeg bliver også nødt til at sige, at jeg bliver bekymret, når jeg hører, hvordan borgmestre og politikere på Christiansborg kvitterer for den ekstraordinære indsats som pædagoger og andre faggrupper yder – først under corona og nu med udsigten til, at vi skal tage imod 100.000 ukrainske flygtninge, der selvfølgelig skal have al den professionelle hjælp, de har brug for.
Der kommer en regning, hører jeg dem sige. Borgmestre taler allerede om, at de ikke kan opfylde loven om minimumsnormeringer, og at børn, forældre og ældre skal indstille sig på ringere velfærd end i dag.

Ringere end hvad spørger jeg bare? Taler vi om endnu færre pædagoger til børnene, endnu færre sygeplejersker til de syge på hospitalerne, endnu færre sosu-assistenter til vores gamle på ældrecentrene. Det er jo ikke fordi, det i forvejen er for prangende.

Er truslen om yderligere forringelser i velfærden – belønningen for at vi tager en ekstra tørn – altså færre kolleger og mere dårlig samvittighed over, at der ikke er tid til at løse kerneopgaven for de borgere, vi skal hjælpe.

Er dårligere velfærd belønningen for, at vi som borgere og mennesker rykker sammen og tager medansvar for at få os helskindet gennem krisen. Det giver jo ikke mening.

Svaret på både denne krise og kommende kriser er NETOP IKKE MINDRE MEN STÆRKERE VELFÆRD.

Fagbevægelsen bidrog konstruktivt til treparter og et hav af hjælpepakker under corona-krisen. Og vi gør det samme nu – i forbindelse med Ukraine-krisen. Det gør vi, fordi der er noget at kæmpe for og værne om: Nemlig vores fælles frihed og velfærd.

Der er penge nok, hører jeg fra både arbejdsgiverne (KL) og finansministeren. Problemet er, at der mangler medarbejdere med den rigtige faglighed, siger de nu.

Det første – altså penge nok – er lidt af en NYHED i min verden. Men det er manglen på pædagoger og fagprofessionelle altså ikke. Vi har advaret om det MEGET længe. Så måske det var på tide, at vores politikere og arbejdsgivere begyndte at tage den udfordring alvorlig og gøre noget ved, før det er for sent.

Men i stedet for at sikre attraktive uddannelser og attraktive arbejdspladser med høj faglighed, en ordentlig løn og et rimeligt arbejdsmiljø, der ikke slider medarbejderne op og får dem til at flygte til andre brancher eller gå tidligt på pension– har man gennem årtier sparet velfærden i bund og set stort på lønmodtagernes arbejdsmiljø.

Derfor har vi ikke pædagoger nok i dag. Derfor mangler vi sygeplejersker, Derfor mangler vi sosu-assistenter. Derfor har vi ikke faglærte nok.

Vi har tilkæmpet os Arne-pensionen. Det er stærkt, og det er afgørende for de mest nedslidte, der kan få del i den. Men den forhindrer jo ikke fremtidig nedslidning. Det kræver bedre arbejdsvilkår.
…..
Og så vender jeg lige tilbage til der, hvor jeg startede. For de store kriser viser os, at det er helt afgørende med et velfungerende velfærdssystem og dygtige, dedikerede og samvittighedsfulde medarbejdere – både i den offentlige og private sektor. Det er os, der holder hånden under samfundet, når den slags rammer.

Uden det fællesskab var Danmark gået i sort, som vi så det i andre lande omkring os. Det håber jeg, at arbejdsgiverne vil huske på, når vi skal til at forhandle overenskomst.

Det handler om, at vi som lønmodtagere skal have en lønfremgang, der opvejer de stigende priser og sikrer os reallønsfremgang. På det offentlige område har vi samtidig et gigantisk lønefterslæb for nogle af de store kvinde-dominerede omsorgsfag, der SKAL TACKLES.

Selv om vi har uddannet os til at løse livsvigtige og komplekse kerneopgaver, som samfundet efterspørger, er vi stadig nederst i lønhierarkiet, hvor vi blev placeret for over 50 år siden, da vores indkomst blev betragtet som en sideindtægt til mandens.
Det er simpelthen uholdbart i et moderne velfærdssamfund, som bryster sig af være førende, når det gælder ligestilling mellem kønnene. Og det er vi – især som fagbevægelse – forpligtet til at gøre noget ved.

Det handler om solidaritet. Og det handler om hvilket samfund, VI ØNSKER AT VÆRE.

Derfor er mit 1. maj-budskab til vores politikere og arbejdsgivere: Vi skal ikke skrue ned for ambitionerne for vores velfærd. Vi skal tværtimod skrue op og investere i bedre velfærd, og dygtige medarbejdere, der får en retfærdig løn og nogle ordentlige rammer for at løse deres kerneopgave.

Tak fordi jeg måtte komme, og forsat rigtig god 1. maj.