Vejledning om tilbagebetaling af efterlønsbidrag

Du skal overveje en række personlige forhold inden du siger ja.

Regeringen har åbnet op for en 3. runde, hvor man kan melde sig ud af efterlønsordningen og få betalt efterlønsbidraget tilbage kontant og skattefrit. Det er en betingelse, at du er født i 1959 eller senere – og har betalt til efterlønsordningen.

 

Er du i målgruppen, har du fået brev fra BUPL om, hvordan du skal søge om at få bidraget betalt retur.

Tager du imod tilbuddet, siger du samtidig endegyldigt nej til:

  • efterløn,
  • seniorjob
  • og skattefri efterlønspræmie.

Du bør derfor tænke dig godt om, inden du beslutter om du vil hæve efterlønsbidraget – eller lade det stå.

Du bør blandt andet overveje:

  • Hvor længe du forventer at blive på arbejdsmarkedet?
  • Om den skattefri efterlønspræmie er en bedre forretning for dig?
  • Hvor meget du kan få udbetalt i efterløn?
  • Hvor meget har du har opsparet i pension?
  • Om du kan få brug for et seniorjob?
  • Om du evt. kan få tidlig pension i stedet for efterløn?
Hvor meget kan man få udbetalt i efterløn?

Efterlønnen bliver udbetalt med en sats på op til 19.351 kr. pr. måned før skat, hvis du er fuldtidsforsikret. Det svarer til 232.212 kr. om året før skat. Får du efterløn i 3 år, svarer det til et beløb på ca. 700.000 kr. før skat. Altså meget mere, end hvad du kan få tilbagebetalt i efterlønsbidrag her og nu.

Dine pensioner bliver modregnet i efterlønnen

Der skal dog altid ske fradrag i efterlønnen for dine opsparede pensioner. Uanset om pensionen har været led i et ansættelsesforhold eller ej. Og uanset om du får pensionen udbetalt i efterlønsperioden eller ej.

  • Arbejdsmarkedspensioner, som bliver udbetalt løbende, skal fradrages med 64 % af det årlige udbetalte pensionsbeløb før skat.
  • Livsvarige arbejdsmarkedspensioner, der ikke kommer til udbetaling i efterlønsperioden, skal fradrages med 64 % af det forventede årlige pensionsbeløb før skat.
  • Arbejdsmarkedspensioner, der ikke er livsvarige og ikke bliver udbetalt i efterlønsperioden, skal modregnes med 4 % af pensionsbeløbet.
  • Løbende livsvarige pensioner, der er privattegnede, skal modregnes med 64% af det forventede årlige udbetalte pensionsbeløb. Uanset om pensionen kommer til udbetaling eller ej.
  • Øvrige pensioner modregnes med 4 % af depotværdien før SKAT.
Eksempler på pensionsmodregning

Arbejder du som pædagog, sparer du typisk op til pension igennem Pædagogernes Pensionsselskab (PBU).
På baggrund af beregninger fra PBU, har vi prøvet opstille nogle typiske pensions eksempler:

 

Allan arbejder som pædagog, er født i 1972 og er i dag 50 år.
Allan kan gå på efterløn når han fylder 66 år, og vil da fremskrevet have følgende pensioner:

  • Årlig livsvarig arbejdsmarkedspension 93.232 kr.
  • Ratepension Årlig udbetaling i 10 år = 106.761 kr.
  • Depotværdi, hvis pension ikke udbetales 991.935 kr.

Hvis Allan ikke får udbetalt løbende pensioner sammen med efterlønnen er den årlige efterløn før skat 132.867

Hvis både livsvarig og ratepension udbetales i efterlønsperioden med i alt kr. 199.992, udbetales der 104.217 i efterløn.

Pia arbejder som leder, er født i 1967 og er i dag 55 år.
Pia kan går på efterløn, når hun fylder 65 år og vil da fremskrevet have følgende pensioner:

  • Årlig livsvarig pension arbejdsmarkedspension 95.726 kr.
  • Ratepension Årlig udbetaling i 10 år = 107.324 kr
  • Depotværdi, hvis pension ikke udbetales 997.165

Hvis Pia ikke får udbetalt løbende pensioner sammen med efterlønnen, er den årlige efterløn før skat 131.061

Hvis både livsvarig og ratepension udbetales i efterlønsperioden med i alt kr. 203.050 udbetales der 102.260 i efterløn

Beregn din efterløn

På Styrelsen for Arbejdsmarked- og Rekrutterings hjemmeside kan du selv beregne, hvor meget du vil kunne få udbetalt i efterløn, hvis du fortsætter med at betale til efterlønsordningen. Du finder styrelsens efterlønsberegner her

Få et overblik over dine pension her: www.Pensionsinfo.dk

Fordele ved at blive i efterlønsordningen

Hvis du regner med at arbejde frem til du når folkepensionsalderen, kan du optjene en skattefri præmie. Arbejder du fuld tid alle år, fra du kunne gå på efterløn og indtil folkepension, kan du optjene en præmie på 167.196 kr. (2022 tal). Det er mere end du kan få betalt tilbage i efterlønsbidrag nu og her. 

Samtidig bevarer du retten til efterløn og et seniorjob, hvis du ændrer planer, eller din situation ændrer sig.

Fordele ved at få betalt efterlønsbidraget retur

Hvis du har sparet meget op til pension, er det ikke sikkert, du kan få udbetalt ret meget i efterløn. Alt pensionsopsparing skal som tidligere beskrevet modregnes i din efterløn. Uanset om pensionen bliver udbetalt eller ej.

Hvis du kun kan få meget lidt udbetalt i efterløn, kan de være en fordel for dig at hæve efterlønsbidraget.

Tidlig pension

Er du en af de få pædagoger, der også vil kunne gå på Tidlig Pension (Arne-Pension), kan det være mere fordelagtigt for dig end at få efterløn. På Tidlig Pension kan du arbejde og tjene 24.000 kr. om året uden der skal ske fradrag i din ydelse. Der er også lempeligere regler for modregning af pensionsopsparing. Du kan læse mere om reglerne for Tidlig Pension på www.Borger.dk

Du kan også kontakte Udbetaling Danmark på telefon 70 12 80 94, der kan vejlede dig om ordningen.

Seniorjob: En jobforsikring, knyttet til din efterløn

Mange glemmer, at der er indbygget en jobforsikring i efterlønsordningen. En forsikring, du kan gøre brug af uanset hvor meget eller hvor lidt du kan få udbetalt i efterløn den dag du når din efterlønsalder. Denne jobforsikring hedder seniorjob.

Opbruger du din dagpengeret på et tidspunkt, hvor du højst er 5 år fra at kunne gå på efterløn, skal kommunen tilbyde dig et såkaldt seniorjob. Et seniorjob er det job, hvor du får udbetalt overenskomstmæssig løn. Jobbet skal svare til dine kvalifikationer og interesser.
Får du betalt efterlønsbidraget retur, vælger du også seniorjobbet fra. 

Hvis jeg ikke får udbetalt efterlønsbidraget i denne omgang?

Det beløb du indbetaler til efterlønsordningen er personligt. Derfor kan du altid melde dig ud af ordningen og få efterlønsbidraget retur. Dog ikke kontant og skattefrit. Det, du har indbetalt i efterlønsbidrag, bliver indekseret op år for år. Og i takt med dagpengesatsen stiger. Melder du dig ud af efterlønsordningen på et tidspunkt, hvor du ikke har nået din efterlønsalder, skal beløbet som udgangspunkt overføres til en pensionsordning. Har du nået efterlønsalderen, skal der enten svares SKAT eller en afgift på 30%, af det efterlønsbidrag du får betalt retur.

Hvis du har brug for vejledning

Har du brug for vejledning, er du velkommen til at kontakte os. Du kan ringe til medlemsafdelingen på telefon 3546 5210. Her kan du få svar på spørgsmål om hvordan du søger efterlønsbidraget betalt retur.

Har du spørgsmål til efterlønsreglerne, skal du kontakte a-kassen på telefon 3546 5200.
Vi kan dog ikke rådgive dig om, hvad der bedst kan betale sig for dig.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.