Vil spare på ledelse på dagtilbuds- og skoleområdet 


Oven på et forår præget af Covid-19, samt en sommerferie med den koldeste juli længe, er her et budget-nyhedsbrev som forhåbentligt kan holde bare lidt gang i den lune sensommer, fremfor at være startskuddet til et mørkt og koldt efterår. 


Opdateret d. 21. august 2020

Et af de store politiske emner der har fyldt meget i pressen, er uden tvivl spørgsmålene til en ny udligningsreform – Hvem bliver vinderne og hvem bliver taberne i det store spørgsmål om formidling af økonomi til kommunerne. I Nordjylland så mange gerne, at der var kommet flere penge, men der har omvendt ikke været de store og langvarige indvendinger som tidligere.

I Hjørring Kommune gør man klar til at sætte ord og handling bag den sidste tids drøftelser omkring budget 2021. Kommunalpolitikerne har fundet mulige besparelser og udvidelsesforslag til budgettet, som nu skal falde eller stå distancen, når partierne skal forhandle og forsøge at nå til enighed om et budget for 2021.

Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget har til opgave at sætte ord på de besparelsesforslag, samt det ene udvidelsesforslag, som skal foreligge til videre behandling i det politiske system.

Udvidelsesforslaget er en øget tildeling pr. barn med baggrund i den nye tildelingsmodel på skoleområdet, hvor det samlede forslag er en forøgelse med 2.5 millioner kroner.

Af de få besparelsesforslag som er, springer især et forslag om en besparelse på ledelse i øjnene. Her foreslås at spare 800.000 i 2021 og de tre efterfølgende år med årligt 2.4 millioner kroner.

Der er ingen tvivl om, at vælger man at iværksætte besparelser på ledelse, så skal man være klar til at håndtere de mulige konsekvenser, som kan få betydning for både børn og ansatte på dagtilbuds- og skoleområdet.

Spørgsmålet må være, om der sidder et byråd, som mener, at man vil være med til at forringe forholdene på børneområdet, eller om man allerede nu vælger at rette sigtekornet ind på næste års kommunalvalg.

Det vil vise sig senest på andenbehandlingen af budget 2020.

Vigtige kommende datoer for budget 2021: 

Børne- Fritids- og Undervisningsudvalget:

  •  31. august (sidste møde inden førstebehandling af budget)

Byrådet:

  • 16. september – førstebehandling af budget 2021.
  • 7. oktober – andenbehandling af budget 2021.

Har du spørgsmål eller kommentarer, så skriv eller ring til undertegnede på:

E-mail: kkt@bupl.dk eller på tlf.: 20334577

Venlig hilsen

Kristian Tornby

Faglig sekretær, BUPL Nordjylland