Vi står stadig skulder ved skulder


Overenskomstforhandlingerne nærmer sig sin afslutning. Sammenholdet i fagbevægelsen bliver testet. Og natten til onsdag lykkedes det desværre arbejdsgiverne at lokke nogle af LO-forbundene til at indgå en delaftale på regionernes område.


Udgivet d. 25 april, 2018

BUPL forhandler jo ikke på regionernes område, men det kan stadig have store konsekvenser for vores forhandlinger på det kommunale område, at der er sprækker i fællesskabet. Det er jo netop solidariteten, der har bragt os så langt i forhandlingerne – og jeg kan godt forstå, at regionernes chefforhandler Grete Christensen var forundret, at hun blev interviewet sent i nat. Hun kan nu se, at der er indgået et delforlig for et lille mindretal på regionernes område, der gør det svært for hende at få alle i mål.

Det er vigtigt for mig at understrege, at det store fællesskab stadig er intakt. Det er ganske få organisationer, der ikke længere er solidariske. Vi står stadig over 100 organisationer – skulder ved skulder. Sygeplejerskerne, lærerne, soldaterne, akademikere, politibetjente, fysioterapeuter og pædagogerne – store og små faggrupper.

Denne her overenskomst handler ikke kun om en procentsats over kommende tre år. Der er noget større på spil. Vi har gentaget EN LØSNING FOR ALLE igen og igen de seneste mange måneder. Vi har befolkningen i ryggen. Vi har skabt et tættere samarbejde på tværs af faggrupperne. Vi har stået sammen dag og nat foran Forligsinstitutionen og lavet demonstrationer over hele Danmark.

Vi skal have en ordentlig lønstigning, der følger det private arbejdsmarked. Seniordagene skal bevares. Vi skal have en ligelønspulje. Den betalte spisepause skal sikres, og lærerne skal have en arbejdstidsaftale. Men jeg kan ikke tillade, at vi kun ser på BUPL’s egne krav – om de er opfyldt. Og så tager stikket hjem – og efterlader andre på perronen. For jeg ved, at det er sammenholdet, der har bragt os så langt. Vi har et ansvar for, at alle kommer i mål.

Jeg har i øvrigt også noteret mig, at flere lokalformænd i LO-forbundene stadig bakker op om en løsning for alle. Blandt andet hos HK Kommunal. Det er så dejligt at se. Især fordi vi jo netop har stået sammen med HK’erne og sunget EN FOR ALLE – ALLE FOR EN på gaden.

Dagen i dag kan blive helt afgørende. For der ER stadig forhandlinger. Der er ikke sammenbrud. Jeg tror stadig på det. Men det kræver, at vi alle sammen finder tilbage til fællesskabet.

 


Kom tæt på OK med Elisa